Copyright:
Sandrew Metronome | | | | | Anders Thomas Jensen
Født: 6. April 1972 i Frederiksværk
Manuskriptforfatter og filminstruktør
Manuskripter:
Blinkende Lygter, 2000
Dykkerne, 2000
I Kina spiser de hunde, 1999
Mifunes sidste sang, 1999
Valgaften, 1998
Albert, 1998
Baby Doom, 1998
Café Hector, 1996
Davids bog, 1996
Instruktør:
Blinkende Lygter, 2000
Valgaften, 1998
Wolfgang, 1998
Ernst & Lyset, 1996
|
|
|
|
|
 |
| Anders Thomas Jensen: I instruktørstolen | | | | Premiereinterview | | | | Skrevet den 30/10-2000 af Jesper Vestergaard | | | | | Den kun 28-årige Anders Thomas Jensen, der med Blinkende Lygter springer ud som spillefilmsinstruktør, er det mest kendte navn indenfor manuskriptskrivning til danske film i øjeblikket. Allerede som 24-årig blev han i 1997 med Ernst og lyset nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Sammen med Mogens Rukow (underviser på Den Danske Filmskole og medforfatter til Festen) har han været med til at højne manuskriptskrivning i Danmark, og de to har spillet en stor rolle i dansk films nuværende succes.
Spillefilmsdebuten
Tidligere har Anders Thomas Jensen instrueret en række kortfilm, men med Blinkende Lygter har han taget det store skridt og er debuteret som spillefilminstruktør. Filmen handler om fire forbrydere, der, ledet af Søren Pilmark, må flygte fra byen og storgangsteren Færingen efter en række mislykkede forsøg på at betale deres gæld. De fire får lejlighed til at opdage en hel del om sig selv og hinanden, da deres flugtbil bryder sammen langt ude i en skov, og de søger ly i en nedlagt kro.
Det er din første spillefilm som instruktør. Hvordan var det?
Det var hårdt og lærerigt. Især i forhold til den proces det er at skrive, var det meget lærerigt. Jeg har jo tit set mine manuskripter blive filmatiseret og også ind imellem tænkt: "Nej, hvad fanden er det de har lavet". Jeg tror, at det er sundt at komme ud og prøve selv at se, hvor mange mennesker, og hvor stor en ting, det er, man skal have til at fungere for at få det hjem, man gerne vil. Så det er noget, jeg vil anbefale alle forfattere at prøve. Så får man også lidt mere respekt for instruktøren.
Du har alligevel ikke helt ville give slip på kortfilmen, der er for eksempel lagt noget der ligner 4 kortfilm ind i filmen, der beskriver de fire hovedpersoners fortid. Kan du fortælle noget om det?
Ja, man kan tale om, hvor vellykkede de egentligt er, for de giver noget, men de bremser også hovedhistorien lidt. Det var mest for eksperimentets skyld; jeg ville gerne prøve at se, hvordan det fungerede. De små historier giver meget til figurerne, og så var det skægt at prøve at arbejde i to planer. Historierne kunne godt være klippet ud bagefter, og sådan helt ifølge dramaturgilærebøgerne er de forkerte.
Men de tilføjer også filmen noget mere bund, og noget mere om danskheden og familien.
Ja, og det er ikke noget pænt portræt af familien. Og det er ligesom filmens tema: familie op imod venskaber, og at man selv skal gå ud og finde sin egen familie. At der ikke er nogen forpligtelser, blot fordi man er genetisk forbundet. Vi kender alle sammen den der onkel, som man aldrig ville være sammen med, men er det alligevel, fordi det jo er ens onkel.
Leg med genrerne
Anders Thomas Jensen er mest kendt for sin evne til at skrive realistiske og utroligt velfungerende dialoger. Størst succes har han opnåede igennem de vidt forskellige samarbejder med Søren Kragh Jacobsen om Mifunes sidste sang og med Lasse Spang Olsen om I Kina spiser de hunde.
Filmen blander western, eventyr og flere ting.
Filmen er meget tænkt som en ikke-genre film. Og det er helt bevidst, at jeg ikke har lavet en ren komedie eller noget andet, men i stedet leget med dem alle. Det synes jeg, er det sjoveste.
I filmen er der en del ret voldsomme scener.
Jeg tror, at kunst er på en eller anden måde at beskrive virkeligheden, og vold er jo en del af virkeligheden. Det ligger mest til Mads Mikkelsens figur (Arne), sådan er han; han er voldsom. Man kan jo heller ikke lave en film om en sanger uden at lade ham synge.
Ok, men der er for eksempel en scene, hvor Thomas Villum Jensens figur, bliver totalt smadret. Er det nødvendigt at vise så meget blod?
Jamen, der er jo meget blod. Jeg har selv prøvet at få en ølflaske i hovedet. Jeg blev syet med 16 sting. Jeg kan godt se, at man kan pakke det mere ind, men jeg kan ikke rigtig se grunden til at gøre det. Ideen er jo netop at holde sig til realismen. Det kan nemt blive for vattet. Og så bliver det til sådan nogen søde tusse-nusse figurer, og det er ikke meningen.
| | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
