Copyright:
CinemaZone.dk, Fotograf: Mads Bang Pedersen | | | | | Ken Loach
Filmografi – Spillefilm:
Poor Cow, 1967
Kes, 1969
Family Life, 1971
Black Jack, 1979
Looks and smiles, 1981
Fatherland, 1986
Hidden Agenda, 1990
Riff-Raff, 1991
Raining Stones, 1993
Ladybird, Ladybird, 1994
Land and freedom, 1995
Carla’s Song, 1996
My name is Joe, 1998
Bread and Roses, 2000
The Navigators, 2001
Sweet Sixteen, 2002 |
|
|
|
|
 |
| Portræt: Ken Loach | | | | 15-3-2001: Tornen i øjet | | | | Skrevet den 15/3-2001 af Jesper Vestergaard | | | | | Som en af få vestlige instruktører efter murens fald har Ken Loach gang på gang overrasket med at turde give sig i kast med politisk orienterede film. Han har formået at lokalisere den torn, der stikker os i øjet, når vi lader blikket falde på de skæbner, samfundet har tabt på gulvet. Med få virkemidler klæder han situationerne af til skindet og præsenterer sine personer med en inderlig ærlighed og uovertrufne skift i rytme og intensitet, og mellem det triste og det humoristiske gør han historierne nærværende og genkendelige.
 | Fra Ladybird, Ladybird
|
Køkkenvaskrealist
Blandt hans stærkeste film i halvfemserne finder man Raining Stones (1993), Ladybird, Ladybird (1994) og My name is Joe (1998). Selvom han lettere nedsættende er blevet omtalt som ’køkkenvaskrealist’ og beskyldt for at være tårepersende, så er hans film fyldt med både humor og en virkelighedsfornemmelse, der sætter betydelige spor hos de fleste. I Raining Stones ser han den arbejdsløse Bobs problemer med det umenneskelige system mest fra den humoristiske side. Ladybird, Ladybird er derimod den mest triste af Loach’ film. Baseret på en autentisk historie om en mor, der gang på gang bliver stemplet som ’dårlig’ mor og frataget retten til at se sine børn, bliver situationen mellem mennesket og systemet sat helt på spidsen. Den uskyldige kvinde er ofret, men hun er samtidig langt fra at være udelt sympatisk. My name is Joe havde endnu engang den evindelige engelske arbejdsløshed og ikke sjældent medfølgende kriminalitet og alkoholisme under luppen. De fire års pause fra den engelske hverdag, inden han lavede den, synes på mange måder at have været velgørende. Ikke blot er den en smule lysere og mere optimistisk, som film fungerer den også som den mest helstøbte med nærmest alle Loach’ talenter i spil.
Internationale
Imellem Ladybird, Ladybird og My Name is Joe lavede han i 1995 Land and Freedom. Den foregår under den Spanske Borgerkrig og handler om de internationale brigader af frihedskæmperes kamp mod fascismen. Filmen skildrer kampen, kærligheden og solidariteten i en tid, hvor alt var tæt på at være sort og hvidt, men uden at menneskene i filmen blev det. I 1996 fulgte han op med endnu en film, der foregår delvist udenfor England og sætter en nærværende kærlighedshistorie op på en bred international politisk baggrund. Carla's Song tager en forelsket englænder med til borgerkrigen i Nicaragua og lader både ham og Vesten forstå betydningen af internationalt engagement.
| Ken Loach
Copyright:
CinemaZone.dk, Fotograf: Mads Bang Pedersen |
Bread and Roses
Det internationale perspektiv er også fremtrædende i Bread and Roses (2000). Den blev vist for første og eneste gang i Danmark under en kavalkade i Cinemateket året efter. Filmen tager udgangspunkt i situationen omkring Los Angeles, hvor en illegal latinamerikansk indvandrer kæmper for at forbedre de umenneskelige vilkår med lave lønninger og usikre ansættelser. Det er tredje gang Loach filmer efter manuskript af Paul Laverty (Carla’s Song, My Name is Joe) Og syvende gang Barry Ackroyd har fotograferet.
Målestok for socialrealismen
Ken Loach er blevet målestokken for socialrealistiske film i halvfemserne. Og sammen med Mike Leigh er han den mest betydningsfulde og indflydelsesrige britiske filmskaber i sidste tredjedel af det 20. århundrede. Hans værk har udgjort en grobund og givet mod til en række stærke britiske film de senere år. De to skuespillere Tim Roth og Gary Oldman viste med hver deres debutfilm som instruktører, I familiens hjerte og Nil by Mouth noget nær, hvor meget man kan presse ud af socialrealismen og stadigvæk holde publikum på tæt hold. Begge trækker de stærke veksler på Loach’ stil. Også i mindre film som for eksempel Antonia Birds Face ser man hans virke videreført. Den er fyldt med historiemæssige og stilistiske henvisninger, og for at man ikke skal være i tvivl om inspirationen har den socialistiske hovedperson, spillet af Robert Carlyle, som Loach også har brugt flere gange, filmplakaten fra Hidden Agenda hængende i sit soveværelse. | | | | Næste side | | |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Michael Keil
7-4-2008 12:00 | Ja, bare jeg kunne få fat i Riff-Raff eller The Navigators med danske undertekster. Er der nogen der kan hjælpe?
hilsen
michael Keil
keil@net.dialog.dk |
|
| | |     |
|
|
|
