Copyright:
CinemaZone.dk, Foto: Jesper Vestergaard | | | | | Michael Winterbottom
Filminstruktør
Født 29. marts 1961 i Blackburn, England
Spillefilm:
The Claim, 2000
Wonderland, 1999
With or Without You 1999
I Want You, 1998
Welcome To Sarajevo, 1997
Jude, 1996
Go Now, 1995
Butterfly Kiss, 1994
TV-produktion, udvalg:
Love Lies Bleeding, 1994
Family, 1994
Alleyn Mysteries, 1993
(serie, episode Death at the Bar)
Cracker, 1993 (serie)
Under the Sun, 1992
Forget About Me, 1990
Boon, 1986 (serie)
Dokumentarfilm om Ingmar Bergman:
Laterna Magica
The Director
Film på vej
24 Hour Party People, 2001
- En film med udgangspunkt i Manchesters musikmiljø i midten af 80’erne, specielt de bands, der spillede på den legendariske ”Hacienda Club”
Officielle hjemmesider:
The Claim
24 Hour Party People
|
|
|
|
|
 |
| Portræt: Michael Winterbottom | | | | Englands alsidige hemmelighed | | | | Skrevet den 20/3-2001 af Jesper Vestergaard | | | | | Welcome to Sarajevo, Jude og Wonderland - tre titler, der er umådeligt forskellige, og alle har det tilfælles, at de er instrueret af et af de halvt hemmelige talenter, der har bragt ny og anderledes energi til britisk film i halvfemserne, instruktøren Michael Winterbottom. Efter en kort, succesfuld karriere som TV-instruktør har han siden debuten i 1994 lavet otte spillefilm, hvoraf fem har deltaget i hovedkonkurrencerne på festivalerne i Cannes eller Berlin.
Michael Winterbottoms filmiske forfædre kan for en del spores gennem den realisme, hvormed Ken Loach og Mike Leigh med nød og næppe førte britisk film helskindet ind i halvfemserne. Deres rødder stikker tilbage til 'Free Cinema'-bevægelsen fra 50’erne, der med instruktøren Lindsay Anderson i spidsen bragte den traditionelle dokumentarisme ind på et mere poetisk og menneskeligt spor, og dermed lagde grunden til den britiske socialrealisme, som vi kender den i dag. Winterbottom placerer sig i den britiske filmtradition med film som Go Now og With or Without You, men han har samtidig også givet den nye dimensioner med film som Butterfly Kiss, I Want You og Wonderland. I modsætning til de fleste af sine samtidige engelske instruktører, kigger han ikke over Atlanten, men har i stedet blikket vendt mod den europæiske filmtradition, og med film som Welcome to Sarajevo, Jude og The Claim har han gået helt egne veje og overrasket med stort visuelt talent.
 | Fra Jude
|
Startede med TV
Efter at have afsluttet engelskstudier ved Universitet i Oxford fik den nu 40-årige instruktør sin filmuddannelse i Bristol og London, inden han startede sin karriere som klipperassistent hos TV-selskabet Thames. I 1986 var han stik-i-renddreng for Lindsay Anderson på dennes afsnit om 'Free Cinema' i en serie om britisk films historie. Efter kort tid fik han lov til at lave de første produktioner på egen hånd. To dokumentarfilm om Ingmar Bergman, Laterna Magica og The Director, ledte ham til flere produktioner, og hans første større succeser var med et afsnit i serien Cracker og med Family, et TV-drama om en familie i Dublin skrevet af Commitments-forfatteren Roddy Doyle for BBC i 1994.
Også TV-filmene Forget about Me fra 1990, Under the Sun fra 1992 og Love Lies Bleeding havde vækket opmærksomhed omkring ham.
De første spillefilm
Med sin første spillefilm Butterfly Kiss, som han lavede i 1994, vågnede også den internationale bevågenhed. Filmen, der er en barsk road-movie om to piger, spillet af Amanda Plummer og Saskia Reeves, som tager på mordertrip i Nordengland, blev udtaget til hovedkonkurrencen i Berlin i 1995. Havde karrieren haft fart på tidligere, begyndte det nu for alvor at gå stærkt. I 1995 lavede han filmen Go Now til BBC med Robert Carlyle i hovedrollen som den fyrige fodboldspiller og murerarbejder Nick, der bliver ramt af sclerose. På trods af historiens dybt alvorlige udgangspunkt er det først og fremmest en varm og humoristisk kærlighedshistorie, der markerede Winterbottoms tilhørsforhold til den realistiske tradition med arbejderklassen som udgangspunkt, men som også eksemplificerede hans trang til at sætte romantikken, hans personer og dermed også publikum på prøve.
Et fast hold og skiftende fotografer
Efter at have arbejdet med produceren Andrew Eaton på Family startede de to deres eget filmselskab, Revolution Films, hvorfra den første film var Go Now. Med undtagelse af Welcome to Sarajevo er selskabet stadigvæk udgangspunktet for Winterbottoms film, ligesom Eaton også med undtagelse af Welcome to Sarajevo har været hans faste producer. Som Andrew Eaton er også klipperen Trevor Waite en vigtig brik til billedet af Winterbottom. Siden Family har han været instruktørens faste klipper, faktisk har han kun klippet en anden film, Tim Roths instruktørdebut I familiens hjerte, siden. Hvor klipperen har været den samme, forholder det sig ganske anderledes med fotograferne, hvor Winterbottom har benyttet sig af vidt forskellige til de enkelte film. Han har haft en evne til at vælge unge og forholdsvis uprøvede fotografer som Seamus McGarvey, der filmede Butterfly Kiss og senere har arbejdet for folk som Tim Roth, Stephen Frears og Mike Nichols. Til Wonderland benyttede han Sean Bobbitt, der tidligere kun havde arbejdet med TV-nyheder og dokumentarfilm. Til Jude brugte han portugiseren Eduardo Serra, som også har arbejdet for prominente franske instruktører som Claude Chabrol og Patrice Leconte, og i I Want You blev stemningen skabt sammen med Kieslowskis tidligere hoffotograf Slavomir Idziak. Kun fotografen Daf Hobson, der var bag kameraet på Family, Go Now og Welcome to Sarajevo, har han arbejdet sammen med flere gange.
Filmatisering af følelserne
Efter Go Now startede Winterbottom på sin første store produktion. En filmatisering af Thomas Hardys roman 'Jude the Obscure' efter manuskript af Hossein Amin. Historien handler om en ung arbejder, spillet af Christopher Eccleston, der i slutningen af 1800-tallet er fast besluttet på at blive optaget på universitetet. Han lærer sig selv både græsk og latin, men lige lidt hjælper det. Klasseskellet står i vejen. En anden af det victorianske Englands begrænsninger viser sig i omgivelsernes modstand mod, at han, efter et forlist ægteskab uden at være blevet skilt, indleder et forhold til sin kusine (Kate Winslet i sin gennembrudsrolle). Det er en stærk og indsigtsfuld historie om kærligheden og kampen, der giver et meget overbevisende eksempel på Winterbottoms brændende engagement og evner som historiefortæller.
Flere har peget på, at en af de ting, der gør Winterbottom speciel, er hans evne til at økonomisere sine historier og undgå overflødige elementer i dem. Denne evne skinner tydeligt igennem i Jude. Ikke blot er opsætningen skrabet og periodens omgivelser kontant nedtonet til fordel for karaktererne og deres følelser, også de enkelte scener er stramt komponerede og viser kun det helt nødvendige. Når hver scene afsluttes og den næste tager fat, er man aldrig på forhånd klar over, hvor man er eller hvor lang tid, der er gået. Karakterernes følelser alene fastsætter rytmen, og netop den tydelige fornemmelse af dem gør, at man kan følge med uden problemer.
Ved at bryde med den traditionelle form for periodeskildring får han historien til at tage sig næsten nutidigt ud. Selvom problemerne er sat i slutningen af 1800-tallet med den tids normer og traditioner, så er de yderst nærværende, og Winterbottom får dermed fortalt noget alment menneskeligt og gjort filmatiseringen relevant.
I krigszonen
Allerede året efter Jude, i 1997, var Winterbottom på banen med endnu en film, der vakte international begejstring. Med et sceneskift fra England i Victoriatiden til borgerkrigens belejrede Sarajevo slog han med filmen Welcome to Sarajevo fast, at han er en af Englands mest alsidige instruktører, fortælleteknisk såvel som visuelt. Efter at have skrevet manuskriptet til Butterfly Kiss var det anden gang, manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyce arbejdede sammen med Winterbottom. Denne gang var manuskriptet baseret på Michael Nicholsons 'Natashas Story'. Filmen indledes med en længere dokumentarisk sekvens optaget på grumset 16 mm af en glad familie i Sarajevo, der er i fuld gang med bryllupsforberedelser. Da bryllupsoptoget nærmer sig kirken, lyder et skud fra et af byens tage. En snigskytte har fået ram på moderen. Det er panik. Folk myldrer rundt og forsøger at finde ly. En lille dreng ligger på trappen foran kirken. Han er også blevet ramt. Billedet rykker tilbage, og vi oplever en gruppe journalister, der med kameraer og kolde øjne indfanger dramatikken. Kort tid efter befinder vi os i et hotel. Billedet, der nu er i almindelig bredformat, er taget oppefra og fanger den hektiske aktivitet på en stor vindeltrappe, i en snært af en hyldest til det berømte 'øje-billede' fra Fellinis La Dolce Vita fra 1960.
Således zoomes man ind på filmens egentlige historie. Den handler om den britiske journalist Henderson, der dækker krigen for en TV-kanal. I filmen oplever man gennem dokumentariske klip af den iscenesatte virkelighed, virkelige klip, der har været vist på TV, og i almindeligt bredformat historien om, hvordan han og de øvrige journalister påvirkes af grusomhederne, mens resten af verden tøver med at rykke ind med hjælp.
Med sin yderst aktuelle historie og ikke mindst anvendelsen af de autentiske TV-klip i en mere indtrængende sammenhæng end som TV-tapet under aftesmaden og de klare indtryk fra den bombede by var Welcome to Sarajevo både et vigtigt dokument til nutiden og også en af Winterbottoms bedste film. | | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
