| | Omtalte film:
Ondskabens øjne (Jonathan Demme, 1991)
Missing Victims (Michael Cohn, 1993)
Copycat (Jon Amiel, 1995),
Se7en (David Fincher, 1995).
The Bone Collector (Phillip Noyce, 1999),
Kiss the Girls (Gary Fleder, 1997)
Edderkoppens spind (Lee Tamahori, 2001)
Summer of Sam (Spike Lee, 1999)
Wachsfigurenkabinett (Paul Leni, 1923)
Die Büchse der Pandora (Georg Wilhelm Pabst, 1929)
The Lodger (Alfred Hitchcock, 1926)
M (Fritz Lang, 1931)
Dr. Caligaris kabinet (Robert Wiene, 1920)
Orlacs Hände (Robert Wiene, 1924)
Body Parts (Eric Red, 1991)
Psycho (Alfred Hitchcock, 1960)
Peeping Tom (Michael Powell, 1960)
|
|
|
|
|
 |
| Den blodige arv | | | | Seriemorderen på film | | | | Skrevet den 10/5-2001 af Felix Drott | | | | | Siden Ondskabens øjne (1991) vandt sine 5 Oscars, deriblandt bedste film, instruktion og manuskript, har vi op gennem halvfemserne set en lind strøm af seriemorder-film. Først kom en forudsigelig række kopiprodukter, deriblandt Missing Victims (1993) og Sigourney Weaver som Clarice Starling-wannabe under den passende titel Copycat (1995), men så gendefinerede David Fincher og hans manuskriptforfatter Andrew Kevin Walker genren med deres kulsorte mesterværk Se7en (1995). Og nu ser vi filmene affødt af dens succes: The Bone Collector (1999), Kiss the Girls (1997) og dens premiereaktuelle efterfølger Edderkoppens spind.
Det er påfaldende at seriemorderen først fik sit kommercielle filmgennembrud mere end 10 år efter virkelighedens mest kendte sager. Ted Bundy blev anholdt for sidste gang i 1978 og Kenneth Bianchi, ”The Hillside Strangler” i 1977, samme år som Son of Sam hærgede New York, som skildret i Spike Lees Summer of Sam (1999). Men de var langt fra de første, og skønt det er nemt at glemme det, når man nærmest skal være arkæolog for at finde en film fra før 1980, var Ondskabens øjne langt fra den første seriemorder-film.
Skyggen af Jack
Det begyndte med Jack. Springheeled Jack, Jack the Ripper. Som et produkt af industrialiseringen, af storbyen, af moderniteten, dukkede en morder ud af Londons tåge i efteråret 1888. Der var en ritualisme og en determination i hans metode. Hans ofre var prostituerede fra en af Londons værste bydele, Whitechapel, og det var som om, han med sine ritualistiske mord som en kirurg forsøgte at fjerne byens syge væv. Jack blev aldrig fundet. Efter 5 mord ophørte hans aktivitet, men det imaginære billede af seriemorderen var fastbrændt på offentlighedens nethinde.
Det dæmoniske, splittede personligheder, spejlbilleder og skygger var noget der talte til 1920’ernes tyske ekspressionisme og den fantasmagoriske Jack var som skabt til den. Han forfølger det unge par i Wachsfigurenkabinett (1923) og er på gæstevisit i Die Büchse der Pandora (1929), tre år efter Hitchcock lavede sin Ripper-inspirerede stumfilm The Lodger. Det var et billede af morderen som en mytisk figur, der, ikke ulig vore dages slasher-helte Jason, Freddy og Michael, straffede enhver, der ikke overholdt et victoriansk kodeks for seksualmoral. Og ligesom vores dages maskerede Scream- og Halloween-mordere var morderen uden såvel ansigt som personlighed.
Sympathy for the Devil
Fritz Lang gjorde modigt sin barnemorder spillet af Peter Lorre, til fortællingens hovedperson i M (1931). Han forsøgte at skabe en identifikation med og menneskeliggøre den pædofile morder, for titlens M stod ikke kun for ’morder’ men også for ’menneske’. Og om noget, fremstår Lorres figur, jaget af både politi og den kriminelle underverden, som et offer snarere end et uhyre. Når han foran en domstol af selvtægtsmænd bryder sammen og taler om stemmerne i sit hoved, om hvordan han ikke kan gøre for det, hvordan han ikke kan lade være med at dræbe, er hang ikke længere skræmmende, blot ynkværdig.
I Dr. Caligaris kabinet (1920) er seriemorderen en søvngænger, der under hypnose begår frygtelige knivdrab efter ordre fra galningen Caligari, og i Orlacs Hände (1924) myrder hovedpersonen, fordi han har fået transplanteret en morders hænder (genfilmatiseret adskillige gange, bl.a. som Body Parts (1991)). Ekspressionismens mordere er ofre for omstændighederne, hvadenten de er ind- eller udvendige.
Det bliver i familien
I takt med publikums forhærdelse og censurlovgivningens fald bliver mordene mere og mere udspekuleret bestialske og grafiske, men holdningen til morderen forbliver uændret i mange år. Ikke mindst Hitchcock leger med tilskuerens sympatier i sine film, og Psycho (1960) er et mesterligt eksempel. Historien om Norman Bates, inspireret af virkelighedens Ed Gein, en seriemorder med ødipuskompleks, personlighedsspaltning og antydet nekrofile tendenser, bliver i Hitchcocks hænder en af filmhistoriens mest rørende personskildringer. Hitch føler det nødvendigt at lade en psykiater forklare historiens rette sammenhæng til sidst, hvilket bestemt ikke gør filmen bedre, men det illustrerer filmens intention: Norman er syg, og er ikke selv herre over sine handlinger. Han er produktet af en fraværende far og en overbeskyttende mor, og det er moderens stemme i ham, der får ham til at dræbe.
I den samtidige britiske film Peeping Tom (1960) følger og føler vi med en ung fotograf, der myrder kvinder mens han filmer dem. Powell spiller på vores voyeurisme, vores lyst til at se mordene sat overfor vores ubehag, og gør nærmest publikum til medsammensvorne i forbrydelsen. Og også her forklares de morderiske drifter med fortidens synder, for den stakkels mand har som barn været brugt som forsøgsdyr i sin fars eksperimenter med frygtens psykologi. | | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
