|
 |
| Dinosaurer på film | | | Det menneskeskabte monster
Som det gør sig gældende i en stor del film er det mennesket selv, der er ophav til katastrofen, ja, monsterfilmen har haft kronede dage siden Prometheus stjal ilden fra guderne. I ”Frankenstein; or, The Modern Prometheus” (1818) vækker Dr. Frankenstein sit unavngivne monster af sammensyede ligdele til live og gør sig i den forstand til Gud. Det gør man ikke ustraffet. Det er i det hele taget problemet med mennesket, at det vil være kalif i stedet for kaliffen. Som kvinden i mosen som får alle sine ønsker opfyldt indtil det skæbnesvangre sidste, da hun ønsker at blive Gud, men i stedet får frataget alt. Også Godzilla (1954) er et affaldsprodukt af videnskabeligt overmod, da dens mutation skyldes strålepåvirkning efter amerikanernes atombombning af Hiroshima og Nagasaki.
Netop videnskaben har en vigtig rolle i filmene og hovedpersonerne er ofte videnskabsmænd: Dr. Frankenstein i The Bride of Frankenstein (1935) - og utallige andre film bygget over samme roman -, Dr. Serizama i Godzilla-filmene, og Dr. Ian Malcolm samt dinosauruseksperten Dr. Alan Grant i Jurassic Park-filmene.
Videnskabens bagside
Filmene illustrerer på fortrinlig vis, at enhver tidsalder har sin egen forestilling om Dommedag og faren ved den dobbeltsidede videnskab. Efter 2. verdenskrig var det frygten for atomkrigen, som bar film som Godzilla og The Attack of the 50 Foot Woman fremad, mens genteknologien nu har skabt nye problemstillinger, som lægger rygte til historien i Alien og Jurassic Park.
Således er filmmonstre i forskellige afskygninger en art selvforskyldt straf for at lege med Skaberens byggesten. ”Life will find a way”, siger kaosteoretikeren Dr. Ian Malcolm allerede i den første film, og det gør det så sandelig også. Livet lader sig ikke holde indespærret.
Den anden vision
Romanforlægget til Steven Spielbergs første film i trilogien er Michael Crichtons Jurassic Park (1990). Samtidig med denne udkom Dinotopia (1992) af forfatteren James Gurney. Til forskel fra Crichtons ’worst case scenario’, skildres i Dinotopia et tidløst kontinent, hvor mennesket og dinosauren lever i harmonisk sameksistens. Ligeledes kunne man have valgt at gøre King Kong, Godzilla og dinosaurerne til væsener, der på pædagogisk vis kunne indpasses i samfundsordenen, men det ville være lidet troværdigt og knapt så frydefuldt at betragte, når man nu kan sætte monstre til at smadre storbyer og naturparker rundt om i verden. Husk at klonede dinosaurer og muterede øgler ikke er dyr, men monstre.
Dinosaurer på film
Dinosaurer har to slags fortid: den forstenede og filmens, og det er i væsentlig grad filmens tekniske udvikling, der har udbredt kendskabet til de forhistoriske øgler. Det fantastiske ved dinosaurer og monstre af forskellig afart er, at de ikke eksisterer i virkeligheden. Det har givet nogle filmmagere chancen for at lave fortællinger, hvor virkeligheden ikke har været en hindring, men hvor man har kunnet skabe storslåede scenarier med speciel effects.
Inspireret af franskmanden Georges Méliès skabte Willis O’Brien med stop-motion teknikken en animeret brontosaurus i The Dinosaur and the Missing Link (1914), yderligere dinosaurer i The Lost World (1925), for at fuldende sit værk med King Kong (1933). Det er de tidlige forgængere for den udvikling af animerede dinosaurer, som har frydet publikum, hver gang de blev mere troværdige.
I stop-motion teknikken flytter man miniaturemodeller billede for billede. Senere har man forsøgt sig med at forstørre nulevende øgler, og med de computeranimerede modeller har man været i stand til at genskabe meget troværdige modeller af dinosaurer. Det kunne derfor se ud som om, at jo mere avanceret den teknologiske udvikling bliver, jo bedre bliver man i stand til at beskrive og visualiserer den mulige dystopiske konsekvens af samme teknologi.
| | | | Første side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
