Efter 2½ måneds forsinkelse har tegneserie-udgaven af Kevin Smiths Clerks endelig haft premiere på de amerikanske tv-skærme. Showet ligger efter The Drew Carrey Show hver onsdag aften på tv-stationen ABC, der er ejet af Disney-koncernen. Selvsamme selskab, der sidste år droppede Kevin Smiths fjerde film Dogma fra deres amerikanske distribution på grund af de kontroversielle efterdønninger. Samarbejdet med tv-stationen ABC skulle efter sigende heller ikke være den rene idyl. Det startede ellers fornemt for cirka tre år siden hvor ABC var godt nede i seertals-'kulkælderen', men sidste års brag Hvem vil være Millionær har hevet ABC op på førstepladsen igen. I dag, 3 år efter, er situationen ikke længere så indbydende for Smith, der har udtalt, at han gerne vil lave mere tv bare ikke sammen med ABC. Her i landet kan vi ikke gøre andet end håbe, at de animerede historier om Dante og Randal snart vil kunne opleves på disse tv-breddegrader.