 | | | | | Nikolaj Coster-Waldau
Dansk Skuespiller. Uddannet fra Statens Teaterskole 1993.
Han havde sin første rolle i Thomas Vinterbergs TV-film Slaget på tasken i 1993. Fik et stort gennembrud i hovedrollen som den unge Martin, der, for at tjene lidt ekstra til studierne og imødekomme sin vens udfordring, tager et job som nattevagt ved et lighus i Ole Bornedals gysersucces Nattevagten fra 1993.
Han var med til at skrive og spillede den ene hovedrolle i Simon Stahos Vildspor.
Han har desuden spillet med i en række TV- og novellefilmproduktioner samt hovedroller i Aage Rais’ krigsfilm På fremmed mark og i Nils Gaups Misery Harbour, sidstnævnte hvor han spiller den danskfødte forfatter Axel Sandemoses alter ego.
Filmografi:
Black Hawk Down, 2002 (forventet premiere i danmark 5. april 2002)
Enigma, 2001
På fremmed mark, 2000 (optaget i 1998)
Misery Harbour, 1999 (optaget i 1998)
Antenneforeningen, 1999 (novellefilm)
Nattens engel, 1998
Vildspor, 1998 (også medforfatter)
Hemmeligheder, 1997 (novellefilm)
Bent, 1997 (har ikke haft dansk biografpremiere)
Jacobs liste, 1997 (TV-film)
Who's Hitler?, 1995 (TV-film, cameo rolle)
Nattevagten, 1994
Slaget på tasken, 1993 (TV-film) |
|
|
|
|
 |
| Nikolaj Coster-Waldau: Vejen ud | | | | Portræt | | | | Skrevet den 31/10-2001 af Jesper Vestergaard | | | | | ”Det handler om at lære så meget som muligt. For mig er det, der er enormt spændende og interessant ved skuespillet, at undersøge hvad mennesket grundlæggende er for en størrelse. Derfor drejer det sig også om at prøve så mange forskellige ting som muligt.” siger den 31-årige danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau, da CinemaZone.dk møder ham til et interview op til den danske premiere på det britiske kodebryderdrama Enigma, hvor han spiller en lille, men ikke desto mindre ganske afgørende rolle som en polsk kryptograf.
 | Ole Bornedals gyser Nattevagten blev Nikolaj Coster-Waldaus gennembrudfilm
| Vagtskifte Nikolaj Coster-Waldau blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1993, og efter at have medvirket i Thomas Vinterbergs TV-film Slaget på tasken fra 1993 kom gennembruddet allerede i 1994 med hovedrollen i Ole Bornedals Nattevagten. Derefter var der flere gode tilbud det unge talent. ”Efter Nattevagten blev jeg tilbudt en hel del roller, der lå i forlængelse af det, men jeg synes ikke, det var interessant. Det er utallige eksempler på skuespillere, som kommer frem i starten af tyverne og laver fem-seks film over den samme skabelon, og så er der ligesom ikke mere at komme efter. Det gad jeg ikke,” fortæller han. Arbejdet med engelsk Coster-Waldau tog konsekvensen og rejste efter nogen tid til England. Han fortæller: ”Jeg har altid søgt hen mod det engelsksprogede, bevidst eller ubevidst. At skulle spille på et andet sprog er temmelig besværligt. En ting er, at man kan sproget, så det lyder nogenlunde rigtigt, men der er også et følelsesregister, der bliver sat i sving. Når vi taler, kommer de ord, vi vælger, ud fra hele vores liv og hvor vi kommer fra. Det har man ikke naturligt, og det tager lang tid at få på et andet sprog. Derfor har jeg arbejdet enormt meget med de engelske sprog på alle mulige måder for at nå ind til en eller anden form for kerne i det.” Efter kort tid i England fik han en rolle i Sean Mathias' Bent om en homoseksuel mand, der ender i en af nazisternes koncentrationslejre. Tilbage til Danmark Bent kom aldrig op i biograferne herhjemme, og turen til England kostede ham da også en smule opmærksomhed på hjemmefronten. I 1998 vendte han tilbage til Danmark igen med filmen Vildspor, som han, sammen med filmens instruktør Simon Staho, også var med til at skrive. I filmen spillede han Ozzy, der opsøger sin gamle ven, der nu bor på Island. De var venner fra dengang, der var gang i den, men nu finder Ozzy pludselig sin gamle makker i en tryg tilværelse som familiefar. ”Det var lige, hvad jeg havde lyst til dengang,” fortæller Coster-Waldau.
 | Nikolaj Coster-Waldau i sin seneste hovedrolle som Axel Sandemoses alter ego i Misery Harbour
| Seneste hovedroller Siden da har han spillet nogle mindre roller i danske produktioner såsom Shaky Gonzalez’ skrækfilm Nattens Engel og Søren Faulis novellefilm Antenneforeningen. Første større rolle siden Nattevagten var i Aage Rais’ uhyggelige krigsdrama På fremmed mark, der blev optaget i foråret 1998. Der spillede han den meget markante rolle som den dæmoniske Sergeant Holt, der under den jugoslaviske borgerkrig driver en sidebeskæftigelse som turguide for krigsliderlige turister. Hans foreløbigt sidste hovedrolle var i den norske instruktør Nils Gaups internationalt co-producerede Misery Harbour, som blev optaget i efteråret 1998, hvor han spillede Esben Arnakke, den danskfødte forfatter Axel Sandemoses alter ego. En rolle, hvor han i øvrigt fint kunne identificere sig med karakterens udlængsel.
Uheldige distributionshistorier Hverken På fremmed mark eller Misery Harbour blev specielt godt modtaget herhjemme. Og selvom han selv fik generelt gode anmeldelser for sine præstationer, ser han stadig tilbage med en vis bitterhed på omstændighederne omkring deres premierer, hvor distributionsselskaberne i begge tilfælde efter hans mening ikke gik helhjertet ind for det og udviste den fornødne professionalisme. Begge film havde først dansk premiere sidste år. Misery Harbour blev sendt ud i to kopier og havde premiere en fredag, hvor det var hedebølge og Danmark spillede sin første kamp under VM om lørdagen, og På fremmed mark blev først efter pres fra flere af dagbladene sendt ud som biograffilm. Coster-Waldau fortæller: ”I begge film var der klart ting, som ikke var vellykkede, men der var helt klart også ting, som jeg synes fungerede. Jeg har selv fået meget god feedback og gode anmeldelser, men det kan man jo ikke bruge til en skid. Det er jo hvor mange, der kommer ind og ser filmene, det drejer sig om.”
Internationale roller Nikolaj Coster-Waldau er dog typen, der ser fremad. Nu gælder det igen den store verden. På fredag er der dansk premiere på den britiske instruktør Michael Apteds Enigma, hvor Coster-Waldau spiller den polske kodebryder Puck, og d. 5. april næste år er der premiere på mesterinstruktøren Ridley Scotts næste storfilm Black Hawk Down om USAs landgang i Somalia i 1993, hvor han spiller soldat.
Enigma Nikolaj Coster-Waldau hørte om Enigma igennem sin engelske agent. Han fortæller: ”Jeg var i gang med at spille en større rolle i et stykke der hedder ”Drengene i Skyggen”, på Betty Nansen Teatret, da min agent sendte manuskriptet over, som Tom Stoppard har skrevet. Jeg synes det var pissegodt. Rollen var interessant, og det hele var meget spændende. Så jeg tog til London en mandag formiddag og mødte instruktøren Michael Apted (The World Is Not Enough) og en af producenterne. Jeg spillede en rolle for dem, og tre uger efter fik jeg så tilbuddet om at være med.”
Britisk krigsdrama Enigma handler om en gruppe kodebrydere, der sad på overvågningscentralen Station X i Bletchley Park nord for London under 2. Verdenskrig. De arbejdede på at bryde den kode, som tyskerne, ved hjælp af deres sindrige Enigma-maskiner, anvendte i kommunikationen med deres ubåde i Atlanterhavet, der havde frit spil overfor den amerikanske flåde, der leverede forsyninger til Europa. Og som i ethvert historisk krigsdrama af britisk snit er der også både kærlighed og spionage på spil. | | | | Næste side | | |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Mikael Mortensen 4-1-2008 16:14 | Han er for sej, hilste ham lige godt nytår for 20 Min siden |
| Rachel 11-5-2003 05:32 | Anyone care to translate this page into English? Please? Online translations do not work. fionualla@juno.com |
|
| | |  |
|
 |
|