 | | | | | Nedenfor kan du læse anmeldelser af og nyheder om en lang række franske film, som er blevet omtalt her på CinemaZone.dk.
Der er både eksempler på klassiske franske film og produktioner, der i højere grad satser på et internationalt marked.
God fornøjelse. |
|
|
|
|
 |
| Fransk Film: Popkunst og storindustri | | | | | | | Skrevet den 20/9-2002 af Frederik Asschenfeldt Vandrup | | | | | Historien om fransk film er broget og fyldt med spændende forgreninger. Først en international stormagt og med Mélies-brødrene blandt de første til at skabe levende billeder, dernæst tvunget i knæ under 2. verdenskrig, hvor den nationale filmproduktion blev begrænset og de vigtige input af amerikanske film udeblev og derefter de turbulente år umiddelbart efter krigen, hvor de gamle instruktørers trang til tradition og nationale dyder blev udfordret af de legesyge skribenter omkring filmmagasinet Cahiers du Cinema.
 | Luc Besson
|
Endnu en bølge
Nybølgen i 60’erne er på mange måder fransk films væsentligste bidrag til den moderne filmhistorie, men mindst ligeså interessant og langt mere højaktuel er de seneste 20 års indædte kamp for at danne en europæisk pendant til den rent kommercielle amerikanske filmindustri. Mens det kun er Godard fra den nyskabende skare af særlinge fra 60’erne, der stadig belemrer omverdenen med nye strimler celloluid, har en håndfuld helt unge filmfolk taget opgaven om at løfte fransk film op i underholdninggenrens øverste lag på sig – og i front for dem står ikonet Luc Besson.
En enlig provokatør
I 70’erne, da nybølgen så småt havde lagt sig til et smult vande omkring fransk filmproduktion, fortsatte de etablerede instruktører med at lave habile og solide film, men de højdepunkter, der virkelig skulle gøre en forskel og gøre Frankrig stort udenfor landets grænser, udeblev. Mest opsigtsvækkende var på mange måder Luis Bunuel, der på forunderlig vis var med til at trække en tråd fra den ultimative provokation, Den andalusiske hund i 1929 frem til Borgerskabets diskrete charme fra 1972 og Frihedens spøgelse fra 1974. Provokatører kan man ikke undvære, men Bunuel kunne ikke ene mand sætte noget nyt i gang.
 | Kultfilmen The Big Blue.
|
Tv-hjælp
Det skulle blive tv-mediet, der leverede et helt afgørende brud i stilstanden, da finansieringen af de statslige kanaler blev lagt om i begyndelsen af 80’erne. En række nye kanaler opstod for at dække behovet for tv til de yngre generationer og blandt dem var velkendte navne som Canal+, La Cinq og M6 – og i 1987 fulgte privatiseringen af TF1 (Tele France 1), som bragte mængden af investeringsvillige franske tv-kanaler op på 4. Allerede få år senere blev halvdelen af franske spillefilm lavet som co-produktioner med en eller flere tv-kanaler. Der kom dermed mere risikovillig kapital i den franske filmindustri, og den slags har altid været godt for produktiviteten og vovemodet.
Nye værdier
Naturligvis gik mange af de nyankomne penge til sikre prestigeproduktioner som f.eks. den folkekære instruktør Claude Berris verdensomspændende succesfilm Kilden i Provence og fortsættelsen Manon og kilden, men ganske som i efterkrigstiden, hvor lysten til at lege med mediet hurtigt fik overtaget over den klassiske film, så stod en lang række helt unge instruktører også klar på sidelinien, og i 1985 fik man det første glimt af, hvor den nye franske film måske var på vej hen. I stedet for en intellektuel leg med filmmediet, så gik de nye drenge i højere grad op i overflade, udseende og umiddelbar underholdningsværdi.
Subway
Unge Luc Bessons tredje film, Subway fra 1985, havde den mutte men karismatiske Christopher Lambert i hovedrollen i en dyster fortælling om livet i en fremtidsverden. Billedsiden var en konstant sammenhængende og massiv flade, hvor intet var overladt til tilfældighederne, og selvom historien måske ikke var den varmeste nyhed, så vakte filmen tilstrækkeligt med furore. Den visuelle stil blev yderligere slået fast året efter med Jean-Jacques Beineix’ enorme hitfilm Betty Blue – 37,2 om morgenen. Beineix havde allerede i 1981 givet en forsmag på sin visuelle kunnen med Diva, men den lå næsten for tidligt og kom til at stå alene i de tidlige 80’ere. Béatrice Dalle fik et gevaldigt gennembrud som Betty Blue, og plakaterne røg op på ungdomsværelser over hele den vestlige verden.
En tur i dybet
I 1988 slog Luc Besson til igen. Denne gang tog han den visuelle stil endnu længere og i den nærmest provokerende handlingsløse The Big Blue (Le grand bleu) svælgede han i blåt, mens han fortalte historien om dykkeren Jacques Mayols (Jean-Marc Barr) fascination af de mørke dybder. Bessons navn blev nu synonymt med den nye franske stil, hvor historien og replikkerne gled i baggrunden til fordel for det nærmest reklamefilmsagtige look, der også begyndte at vise sig hos unge instruktører i andre europæiske lande, bl.a. vores egen Lars von Trier i hans debutfilm The Element of Crime fra 1984. | | | | Næste side | | |
| Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Peter
8-9-2008 21:00 | Nogle år for sent, men ja. Festlige feriedage på dansk. |
| CZ
26-2-2006 12:24 | Les Vacances de Monsieur Hulot...? |
| Rikke
26-2-2006 10:02 | Dette er ikke et debat-indlæg men et håb om, at nogle kan hjælpe med at få afhjulpet et irritations-moment: vågnede en søndag morgen og havde drømt om en fransk film-klassiker: en høj, kejtet, ældre mand i cottencoat, hat og pibe, som kommer galt afsted med alt hvad han foretager sig. fortalte om denne franske film-klassiker til min kæreste og kom til at kalde ham Hercules poirot. Det er jo ikke den rette! Filmen hedder vist Les vacances de....???? |
| Cube_soup
5-3-2003 11:29 | Det var faktisk ikke vidocq der var den første rent digitale film, men en lille indie film med navnet "jackpot" bare så i ved det |
|
| | |     |
|
|
|
