Delete Duplicates in iTunes, How to get album artwork on iTunes? , How to clean up iTunes library , recover deleted notes on iPhone 5, How to recover deleted text messages on iphone 5 .
CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik p en region for at lse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
P.O.V. - Point of View

Filmen handler om den unge danske Kamilla, der sammen med sin kæreste er taget til Las Vegas, USA for at blive gift i en fart. I sidste øjeblik fortryder hun og kaster sig op bag på enspænderen Rocks motorcykel. Modvilligt tager han hende med, og den lidt naive og letlevende Kamilla og den dystre, indelukkede Rock udvikler en form for venskab. De fortsætter sammen på vejene ud igennem Los Angeles, forbi Big Sur og San Francisco. Deres historie ender fatalt i Seattle.



Tómas Gislason

Født i 1961.

Uddannet som filmklipper ved Den Danske Filmskole i 1982.

Gislason modtog i 1984 en Robert for sin klipning af Lars von Triers Forbrydelsens element, som han også var medforfatter på. Han har desuden arbejdet sammen med Niels Vørsel og Lars von Trier om manuskriptet til Riget og klippet flere af Lars von Triers tidlige film.

Gislason har med sin subjektive tilgang og meget personlige stil markeret sig som en af Danmarks mest billedstærke og visionære dokumentarister i løbet af halvfemserne og har vundet flere danske og internationale priser. Hans dokumentarfilmproduktion består af portrætfilmen Fra hjertet til hånden (1994) om digteren og filmmageren Jørgen Leth; Patrioterne (1997) om højreekstremister i USA og Den højeste straf (2000) om politikeren Ole Sohns rejse til Rusland i sporet på to danske kommunister, der forsvandt i Stalintiden.


Filmografi, Instruktør:

P.O.V. - Point of View, 2001

Den højeste straf, Dokumentarfilm 2000

Patrioterne, Dokumentarfilm 1997

Onde år, Dokumentarfilm 1995

Fra hjertet til hånden, Dokumentarfilm 1994

Links
Filmens website

Ls ogs...
Nyheder:
26-11-04:
To danske film i prisfinalen i Amsterdam
06-07-04:
Gislason på vej med Bjarne Riis-dokumentar
20-01-02:
Levende website til ny dansk film
20-11-01:
Succes over alle grænser
27-04-01:
Nordiske dokumentarfilm i Canada
29-11-00:
Hæder til Tómas Gislason og Den Højeste Straf
27-10-00:
Verdens bedste dokumentarfilm i Amsterdam
24-08-00:
Prisbelønnet dokumentarfilm i biografen
 
Anmeldelser:
28-11-05:
Overcoming
27-06-03:
Dogville Confessions
15-07-02:
P.O.V. - Point of View
09-11-01:
Family
06-06-01:
Raging Bull
 
Artikler:
05-11-02:
Von Triers Dogumentary-manifest
25-01-02:
Premiereinterview: Trine Dyrholm
25-01-02:
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 1
09-11-01:
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
06-04-01:
Robert De Niro
 
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 2
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 25/1-2002 af Jesper Vestergaard
 
 
Fiktion og dokumentarisme
Mht. til forholdet mellem fiktion og dokumentarisme kunne det være interessant at høre, om du har en kommentar til Sami Saif og Phie Amboes Family?
”Jeg har desværre ikke set filmen endnu, men jeg har undervist Sami i sin tid og ved hvad han kan. Det, man kan sige er interessant, er, at han går ind og vælger - og det tror jeg altid er vigtigt, lige meget, hvad man laver - at sige til publikum, at det her koster også mig noget. Når folk kan sige det, så får de en loyalitet, som siger, at så lever vi det igennem det sammen med dig, fordi den ærlighed vil vi gerne give dig noget tilbage for. Det respekterer jeg sindssygt meget. Så ved jeg, at han har haft Janus (Billeskov Jansen, filmklipper) på, og Janus er moralsk enormt spændende på den måde, at han ikke tillader det at blive sådan prætentiøst emotionelt, som jeg selv engang imellem gør. Han kan godt holde igen. Og det, jeg synes er spændende, som jeg også synes har været spændende i mine egne ting, det er, at han bruger det til at komme videre med i sit eget liv. Jeg har set nogle scener, fordi Janus og mig sad og klippede det samme sted. Øjensynligt virker det som om, at det er noget, der er vigtigt for ham at få afklaret i hans liv. Der er det skidegodt at have den der undskyldning, at man har et kamera imellem, og man kan beskæftige sig med det ud fra sådan en struktureret form. Den form for egoisme, den synes jeg er fed. Det synes jeg, der skulle være meget mere af.”

Klip fra P.O.V.
Men det gik jo desværre ikke særligt godt for den i biograferne
”Nej, men det tror jeg snart er slut. Om tre år, så tror jeg, vi har set den første doku, der slår igennem. Jeg tror, at når dokumentaren træder i karakter og ikke bliver så objektiv og orienterende, som den har været før, men bliver et subjektivt kunstnerisk medie, så ser vi den første.
Man kan også se, at fiktion begynder at pege mere og mere derover af. Jeg er jo ikke den eneste, der har arbejdet med impro. Jonas Elmer har gjort det, og nu hørte jeg lige i morges, at Annette K. Olesen (Små ulykker) også har arbejdet med det.
Som genre tror jeg, at den kommer til at dukke op på lige fod med de andre. Jeg tror ikke, at det bliver noget med, at det hele ændrer sig, men som accepteret genre tror jeg meget på fiktionen blandet med dokumentarisme. Og man kan sådan set sige, at P.O.V. jo også var et bud på en måde at arbejde med det på.

Subjektivitet
Patrioterne var på sin vis en ultimativ subjektiv struktureret dokumentarfilm. Hvad er dit forhold til subjektivitet?
”Nu var det ikke meningen, at jeg skulle have hovedrollen i Patrioterne, fordi det var en TV-serie vi skulle lave. Det var faktisk bare en pilot til en længere serie, som jeg så ikke havde overskud til at fortsætte.
Men man kan dele det op i to ting. Der er en personlig ting, der ligger i det, som hedder, at jeg havde været klipper i 12 år og pludselig oplevede, at det, jeg lavede, ikke tilførte mig noget i livet. Pludseligt var det resultaterne, og det var vigtigere at hente priser, end det var at lave det. Og da jeg havde været med fra jeg var 17, besluttede jeg mig for, at hvis jeg skulle fortsætte i filmbranchen - fordi det havde jeg faktisk ikke særlig meget lyst til på det tidspunkt - så skulle det være fordi, at det jeg lavede og den proces, jeg gik ind i, fyldte mit liv, og alt det andet var ligegyldigt. Samtidig også fordi, jeg er vokset op i filmen og ikke har haft de der ti år ude i det virkelige liv som alle andre, så ville jeg også bruge filmen til at blive voksen. Det vil sige, at de ting, jeg skulle vælge at lave noget om, skulle jeg også egoistisk selv kunne bruge til at udvikle mig og komme videre i mit liv. Så det er meget bevidste valg på den måde med alle de ting, jeg har lavet indtil nu. Nu har jeg måske lyst til at prøve at fortælle en historie mere. Men på det tidspunkt var det sådan, at når det fyldte så meget, så skulle det også være mit liv.
Når man gør det på den måde, så vælger man jo også at fremstille sig selv hver gang. Og det, man så må tro på, ligesom med Sami, er, at hvis det begær brænder igennem, så må der være nogen, der både opdager begæret, men også opdager nogle sammenlignelige størrelser, og på den måde selv kan bruge det til at komme videre i deres liv. Det må være opgaven.

Tómas Gislason under optagelserne
Det er måske også fordi, vi siden krigens tid har været meget præget af et objektivitetskriterium, som i virkeligheden ikke giver publikum en chance for at blande sig i noget som helst. Hvis vi har haft noget meget kontroversielt, så har der altid været et panel bagefter, der skulle diskutere det. Det, der måske kunne være interessant nu, er at gå ud og lære publikum, at den virkelighed, der bliver præsenteret i den lille firkant, altid er et valg. De skal vide, at hver eneste billede, hver eneste måde billederne er sat sammen på, at det er et valg foretaget af en person. Når publikum lærer det, så kan man sige, at så er det også værd at diskutere det. Fordi så kan man sige ham imod, journalisten eller Tómas Gislason, eller hvem det nu er, og på den måde komme ind i en udvikling af en diskussion. Hvis vi ved, at det hele er subjektivt. På den måde har det været vigtigt for mig at være ret skarp med min subjektivitet, at komme med nogle bud, som folk kan blive sure over. Jeg tror i virkeligheden kun, at mine ting fungerer, hvis det er noget som folk enten hader eller elsker og ikke noget midt imellem.
Det kunne også være sjovt, hvis det subjektivitetskriterium kom ind i den måde, man laver nyheder på. At det blev det eneste. Subjektiviteten giver nemlig også folk et ansvar, når de skal ud og lave noget. De kan ikke træde tilbage og sige, at de beskriver virkeligheden og prøver at få alle meninger med. Når man skal ind og vælge, hvilken side man er på, og hvorfor man er det, så begynder det også at handle om en selv. Plus at det bliver meget sjovere for diskussionen mellem mennesker.

Jeg kom til at tænke på, at Robert De Niro havde fundet Raging Bull til Martin Scorsese og havde bedt ham om at lave den. Scorsese var træt og i dårlig humør. På et tidspunkt stod De Niro og øvede sig med at bokse. Og da han opdagede, at Scorsese slet ikke kiggede på, gik han ned til ham og sagde, at nu måtte han altså beslutte sig for om han ville lave denne her film eller hvad. Scorsese gik hjem om aftenen og sagde, at jeg kan ikke lave denne her film, hvis den handler om Jake La Motta, men jeg kan lave den, hvis den handler om mig. Så satte han sig ned og skrev om på Paul Schraders manuskript og lavede en film, der handlede om den situation, som han faktisk var i lige på det tidspunkt.
Han sagde også, at mens han var på kokain, der lavede han altid film om psykopater omgivet af almindelige mennesker og da han holdt op, så har han siden lavet film om almindelige mennesker, omgivet af psykopater. Det er DER, det bliver spændende. Også i kunsten i det hele taget. Det er i det øjeblik, at der er et klart subjektivt udtryk, man enten kan blive sindssygt provokeret af eller kan relatere sig til, at man bliver berørt. Det er ikke i det neutrale.”
 
Nste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Ls ogs...
I temaet Danske doku'er:
 
Angels of Brooklyn
Onkel Danny - Portræt af en Karma Cowboy
Stjernekigger
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
Family
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 1
Odense FF 2002: Varieret doku-program i Odense

Quiz
Silence of the Lambs var oprindelig tænkt som Gene Hackmans instruktørdebut med Michelle Pfeiffer i rollen som Clarice Starling – hvem var det, der i stedet tog instruktørkasketten på?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2014 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sథ Google
シャネル バッグ; シャネル バッグ
How to Transfer Photos from PC to iPhone How to Recover Deleted Notes on iPhone retrieve deleted text messages from iphone How to Recover iPhone Data Without iTunes Backup? How to Extract files from iPhone Backup? transferring music from ipod to computer blu ray ripper transfer contacts from iphone to android