|
 |
| Monty Python's Flying Circus | | | | Portræt | | | | Skrevet den 3/9-2002 af Pernille Flensted-Jensen | | | | | Næsten alle kender manden, der hænger på korset og synger ”Always Look ot the Bright Side of Life” eller ridderen, der vil forsætte duellen, selvom det eneste, der er tilbage af ham, er hans torso. Eller hvad med vittigheden, der var så morsom, at den kunne bruges som våben, fordi folk døde af grin? Det kræver sin mand at finde på noget så gakket; det kræver faktisk en hel flok – og det er selvfølgelig Monty Python’s Flying Circus.
 | Fra Life of Brian
|
Studenterrevy og TV-arbejde
Monty Python’s Flying Circus var et britisk komikerkollektiv, der bestod af John Cleese (f.1939), Michael Palin (f. 1943), Terry Jones (f.1942), Eric Idle (f.1943), Graham Chapman (f.1941, d.1989) og amerikaneren Terry Gilliam (f.1940). De britiske medlemmer af gruppen havde alle arbejdet med TV – og før det i studenterrevyer – da de i slutningen af 1960’erne skabte deres eget anarkistiske TV-show, som de selv spillede alle rollerne i – mest fordi de regnede med, at ingen andre ville. Deres shows, som bestod af sketches, hvoraf mange idag er kendt af stort set alle (”Dead Parrot”, ”Spam”, ”The Lumberjack Song”, ”Nudge Nudge” osv.), blev vist på BBC 1969-1973, og endnu en sæson til i 1974 uden John Cleese. I mellemtiden havde gruppen hyret amerikaneren Terry Gilliam, som John Cleese kendte, til at stå for bizarre tegnede indslag. Deres første film, And Now for Something Completely Different (1971) bestod af filmede sketches (bl.a. ”The Townswomen’s Guild Reconstruction of Pearl Harbor”) og var rettet mod et amerikansk publikum, men blev mødt med en vis undren, for de var – endnu – fuldstændig ukendte i USA. Men da deres TV-show begyndte at blive vist på amerikansk fjernsyn fra 1975, blev de nærmest et kultfænomen.
Spillefilm
Siden fulgte to rigtige spillefilm: Monty Python og de skøre riddere (1975), instrueret af Terry Gilliam, og Life of Brian (1979) instrueret af Terry Jones. Monty Python og de skøre riddere – der i øvrigt var så populær herhjemme, at den kunne ses i over tre år i træk i den nu nedlagte biograf Klaptræet i København – ‘genfortæller’ historien om den hellige gral og bruger alle vores fejlagtige forestillinger om hvad ‘middelalder’ er: riddere, blodige dueller, fattige spedalske, dystre borge, nonneklostre osv. Life of Brian skildrer Brian, der ved en fejl forveksles med Jesus. Filmen blev mange steder anset for blasfemisk, bl.a. var den forbudt i Norge indtil 1980, men den gør faktisk ikke så meget grin med kristendommen som med politiske bevægelser, politisk korrekthed og den menneskelige natur. Monty Pythons sidste film var Monty Python's The Meaning of Life (1983), også instrueret af Terry Jones, et stærkt satirisk og sort syn på livet. I alle filmene spiller hvert Monty Python-medlem adskillige roller (også kvinder), nogle af dem aldeles uforglemmelige: det er f.eks. Eric Idle, der skrev og sang ”Always Look on the Bright Side of Life”, Michael Palin har foreviget en talefejlsramt Pontius Pilatus, mens Terry Jones er Mr. Creosote, der spiser så meget at han eksploderer i Monty Python's The Meaning of Life.
 | Terry Gilliam er Lost in la Mancha
Copyright:
Quixote Films Limited 2001 |
Op- og nedture med Terry Gilliam
Hvert Python-medlem har forfulgt en karriere i film, med større – og undertiden mindre – succes. Det er nok Terry Gilliam, der har haft den mest spektakulære karriere: I 1977 instruerede han middelalderfilmen Jabberwocky og i 1981 Time Bandits. En af hans kendteste film er science-fiction-filmen Brazil (1985), der ofte figurerer på lister over de 100 bedste film. Dernæst lavede han den visuelt meget innovative Verdens største løgnhals (orig.tit. The Adventures of Baron Munchausen, 1988), der var en økonomisk fiasko og som ikke blev vel modtaget, selvom den i de senere år har fået nogen oprejsning. Det største problem lå nok i det lidt hullede plot, men til gengæld sprudler filmen af visuelle ideer. Man vil da sent glemme Uma Thurman som en botticelli’sk Venus (komplet med muslingeskal) og hendes arrige mand, guden Vulkan, energisk spillet af salig Oliver Reed. Og Munchausens tur til Månen er ganske simpelt poesi på højt plan! Filmen er nu tilgængelig på DVD. Gilliam fulgte filmen op med The Fisher King (1991), der til gengæld blev en stor succes, bl.a. på grund af de fremragende skuespilpræstationer, og det særlige gilliam’ske touch sås også i de på én gang skræmmende og fascinerende riddere, der repræsenterer Robin Williams’ indre dæmoner. Så fulgte det vellykkede science fiction-mareridt 12 Monkeys (1995) med en vanvittig Brad Pitt, og så endnu en fiasko, en filmatisering af Hunter S. Thompsons ufilmelige ”Fear and Loathing in Las Vegas” (1998), der ikke stod til at redde, selvom den har Johnny Depp og Benicio Del Toro i hovedrollerne. Gilliams seneste projekt, en film om Don Quixote, er berømt for at være noget nær det mest ulykkesramte projekt nogensinde. Filmen blev aldrig lavet, men til gengæld er den dokumentar-film, der er blevet lavet om det kuldsejlede projekt, Lost in la Mancha (2002) blevet rost til skyerne. | | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
