Spioner og hemmelige agenter har faktisk figureret på film siden filmens tidligste år. Selvom spionfilmen som genre traditionelt har skildret aktuelle, internationale krisesituationer har filmene dog sjældent primært beskæftiget sig med det komplekse, langsommelige teamwork, som efterretningsarbejde i virkeligheden er. I stedet har genren som sit omdrejningspunkt haft en arketypisk skikkelse med enorm fascinationskraft; den hemmelige agent.
 | Sean Connery i den første Bond-film fra 1962 - Connery fik rollen "fordi han gik som en kat"....
|
Kold krig som klangbund
Den hemmelige agent har som film-ikon meget tilfælles med helten fra en John Ford-western - de allerfleste spionfilm har nemlig den store kamp imellem godt og ondt som deres ideologiske understrøm, snarere end indviklede, realpolitiske trivialiteter. Den hemmelige agent er en frygtløs, handlekraftig enspænder, gerne udspekuleret, til tider brutal, men uden undtagelse grundlæggende retskaffen.
Dette er egentlig meget forståeligt, hvis man tager filmenes historiske glansperiode og væsentligste dramatiske klangbund, den kolde krig, i betragtning: Fra anden verdenskrigs afslutning og helt frem til Murens fald har Sovjetunionen og dens allierede udfyldt rollen som den vestlige, demokratiske verdens ultimative fjende – dens ideologiske og kulturelle modbillede, Ondskabens Imperium.
Fantastisk frirum
På baggrund af den kolde krigs konstante, underliggende angst for den apokalyptiske atomkrig – en angst der undertiden kunne være ganske velbegrundet, jf. Cuba-krisen – og den indlysende mangel på reel viden om diverse hemmelige tjenesters gøren og laden opstod der således et fantastisk frirum, hvor enestående, hemmelige helte kunne dyrkes.
Det kunne således være fristende delvis at forklare genrens popularitet som behovet for film, der kunne fortælle os at nogle få næsten overmenneskeligt dygtige agenter til hver en tid kunne holde Det Onde i skak, om det så havde skikkelse af de onde bolsjevikker, eller internationalt terroristiske superskurke og psykopater.
 | Roger Moore - den flamboyante flødebolle, der en overgang var ved at udskifte smokingen med lysebrune jakkesæt.
|
De realistiske og de flamboyante
Der er dog flere andre faktorer på spil, hvis man skal tegne et billede af spionfilmen som genre. Spionfilmen kan nemlig også med god ret kaldes det format, hvor den spektakulære actionfilm med masser af vilde visuelle effekter, karate og elektroniske vidunder-dingenoter virkelig blev perfektioneret. Groft sagt kan man næsten dele filmene op i to grupper: De 'realistiske', hvor agenten er en udsat aktør i et kompliceret, forrædderisk politisk spil, eventuelt med dobbeltagenter og forrædere i egne rækker som en ekstra forhindring, og de 'flamboyante', hvor agenten er en elegant, humoristisk playboy, der ondulerer såvel russere som skaldede, psykopatiske rigmænd i el-kørestole med snuhed, charme samt et næsten latterligt stort arsenal af avanceret højteknologi.
Fra Hitchcock til Helm
Alfred Hitchcock var den første, der systematisk udforskede spiongenrens muligheder, og hans Manden, der vidste for meget (1934), De 39 trin (1935), og Hemmelig agent (1936) er eksempler på den første af de to ovennævnte kategorier, sammen med f.eks. Sidney Furie’s Lynaktion Ipcress (1965) efter Len Deightons bog, eller den tragiske Spionen, der kom ind fra kulden (1965) efter John Le Carré. I den anden kategori kan man helt indlysende finde næsten hele rækken af James Bond-film, fra Dr. No - Mission Drab (1962) over For Your Eyes Only (1981) til Tomorrow Never Dies, men også James Coburn som Derek Flint i filmene Our Man Flint og In Like Flint, samt Dean Martin som Matt Helm i filmene The Silencers, Murderers Row, The Ambushers og The Wrecking Crew kan ses eksempler på agenten som playboy.
"Bond - James Bond"
Men playboy-spionen over dem alle er nu engang vores alle sammens 'Commander' Bond - James Bond. Om ikke andet så fordi Bond-filmene (baseret på Ian Flemings bøger og produceret af institutionen Albert R. Broccoli) om den elegante og uovervindelige britiske charmetrold, der som bekendt foretrækker sin vodka-martini "shaken, not stirred", både har defineret mindst halvdelen af genren og genereret et hav af kopier og spoofs. Mange vil nok mene at Sean Connery er den originale James Bond, med den rette blend af maskulin charme, glimt i øjet, og veltrænet fysisk pondus, og Connery var da også den første Bond på film, med Dr. No - Mission Drab (1962). Efter klassikere som Goldfinger (1964), og You Only Live Twice (1967) tog Connery sin første Bond-pause, og rollen blev fyldt ud af David Niven og George Lazenby i hhv. Casino Royale (1967) og On Her Majesty's Secret Service (1969). Begge er dog kun for parenteser at regne i Bond-terminologi. |
