| | Kær karakter har mange titler
Vampyrfilm deluxe:
The Addiction (95)
Blacula (72)
Blade (98)
Bordello of Blood (96)
The Breed (01)
The Brides of Dracula (60)
Carmilla (90)
Curse of the Vampires (70)
Dead of Night (77)
Dracula 2001 (00)
Dracula: Dead and Loving It (95)
The Fearless Vampire Killers (67)
House of Dracula (45)
I Married a Vampire (86)
The Kiss of the Vampire (63)
Love at First Bite (79)
Mark of the Vampire (35)
La Maschera del demonio (60)
My Best Friend Is a Vampire (88)
Nattens engel (98)
Near Dark (87)
Nosferatu: Phantom der Nacht (79)
Once Bitten (85)
Queen of the Damned (02)
The Return of Dracula (58)
Rockula (90)
The Satanic Rites of Dracula (74)
Shadow of the Vampire (00)
Son of Dracula (43)
Sorority House Vampires (97)
Transylvania 6-5000 (63)
Vampires Blues (99)
Vampire Circus (72)
Vampire in Blooklyn (95)
Vampyr - Der Traum des Allan Grey (32) |
|
|
|
|
 |
| Nattens børn | | | | - Vampyrens skygge på det hvide lærred | | | | Skrevet den 9/1-2003 af Felix Drott | | | | | I slutningen af Interview with the Vampire (Neil Jordan, 1994) tillader filmmediet vampyren Louis atter at se sin elskede sol for første gang i 200 år. I en montage af solopgange, fra Nosferatu og Sunrise til Superman og Tequila Sunrise føres vi gennem det 20. århundrede. Et århundrede, der var filmens, og vampyrens. Ganske vist havde der eksisteret vampyrhistorier tidligere – John Polidori skrev 'The Vampyre' i 1819, og Sheridan Le Fanu skabte i 1872 den første kvindelige vampyr, Carmilla – men det var udgivelsen af Bram Stokers roman 'Dracula' i 1897, to år efter Lumière-brødrenes første filmvisning, der åbnede kisten for den moderne vampyr. Det var Dracula, der slap et blodtørstigt monster ind i vores kollektive celluloid-bevidsthed. For mens vampyrer muligvis mangler spejlbilleder, kaster de lange skygger gennem filmhistorien.
 |
Copyright:
Image Entertainment, Inc. |
Nattens skygger
F. W. Murnaus Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922) var en uautoriseret filmatisering af Stokers roman, hvorfor personnavnene er udskiftet, således at Dracula her bliver grev Orlock og Harker bliver til Hutter. Men Nosferatu forbliver en af de bedste versioner, ikke mindst pga. dens stilbevidste æstetik. Filmen var et af hovedværkerne i den tyske filmekspressionisme, og sekvensen med vampyrens lange skygge, der glider op ad trappen, er blandt genrens mest arketypiske – og hyppigst kopierede – billeder. Mange af Murnaus opfindsomme kameraeffekter, der viser vampyrens overnaturlige evner, kan virke komiske på et moderne publikum, ikke mindst hans brug af fast motion. Men én scene står endnu stærkt. Når den rejsende Hutter, trods advarsler fra de lokale, krydser broen til grevens territorium skifter billedet pludselig til negativfilm. "And when he had crossed the bridge, the phantoms came to meet him", hedder det i mellemteksten.
Og ikke kun stedet, men også Orlock selv, som spillet af den gådefulde skuespiller med det passende navn Max Schreck, er ganske fremmed. Murnaus vampyr er et afskyeligt væsen med skaldet isse, pukkelryg og rottelignende fortænder, fjernt fra senere films forføriske aristokrater, og til forskel fra Stokers Dracula, lever Orlock alene på sit slot, ligesom udyret i Skønheden og Udyret. Murnau var den første, der introducerede sollyset som dræbende for vampyren, for skønt Draculas overnaturlige kræfter var begrænsede om dagen, kunne han uden problemer vandre i Londons gader i dagslys. Og det bliver da også solen, der uddriver nattens skygger i Nosferatu, for skønt filmen har en variant på vampyrjægeren Van Helsing, forbliver han passiv, og vampyren møder sit endeligt, når hanen galer.
"I never drink... wine"
1931 var året for den første amerikanske filmatisering af 'Dracula' (Tod Browning), eller rettere af en succesfuld Broadway-opsætning fra 1927 baseret på romanen, hvilket forklarer filmens stive, sceniske præg og en række besynderlige navneændringer og udeladte karakterer. Fra teater-udgaven kom også den eksotiske titelrolleindehaver, en ungarsk herre ved navn Bela Lugosi, der skulle blive så forbundet med rollen, at han stort set spillede variationer på den gennem hele resten af sin karriere. Dracula var en tidlig lydfilm, og den første til at give os klassiske replikker som "I never drink... wine" og "Listen, the children of the night are singing", naturligvis udtalt med Lugosis kraftige accent.
Denne udgave etablerer også vampyren som den eksotiske forfører i Valentino-tradition. For skønt Orlock forgreb sig på Hutter i hans soveværelse og måske afspejlede Murnaus egen konfliktfyldte homoseksualitet, er det svært at beskrive Nosferatu som erotisk. Men det er umuligt at se bort fra de seksuelle konnotationer i vampyrens angreb. Ikke sjældent foregår de natlige besøg i offerets soveværelse, biddet beskrives ofte som et kys, og offeret synes til at nyde udvekslingen af kropsvæsker lige så meget som vampyren. Men sex var et problematisk emne for tidens strenge filmcensur. Hvor teaterstykket havde et langvarigt, lidenskabeligt kys mellem Dracula og hans kvindelige offer, måtte filmens vampyr nøjes med et diskret håndkys. Og når arbejdet på en fortsættelse begyndte, var man blevet så opmærksom på det erotiske aspekt, at Draculas kvindelige ofre ifølge censuren ikke måtte ligge på sofaer, men skulle bides siddende.
Men manuskriptforfatteren John L. Balderston så en løsning på problemet: "The use of a female Vampire instead of a male gives us the chance to play up SEX and CRUELTY legitimately [...] In Dracula these had to be almost eliminated...".
 | Christopher Lee som Dracula
Copyright:
Warner Bros. |
Save the women of London from Dracula's Daughter
Dracula's Daughter (Lambert Hillyer, 1936) giver os den første kvindelige vampyr på det hvide lærred, hvis vi ser bort fra Draculas brude i flagrende gevandter, der optræder kort i Brownings film, og Dreyers Vampyr (1932), der ganske vist er inspireret af Sheridan Le Fanus novellesamling 'In a Glass Darkly', der blandt andet indeholder 'Carmilla', men snarere udgør et rædselskabinet af elementer fra horrorlitteraturen – deriblandt Poes levende begravelse, hekse, spøgelser og vampyrer – end en rigtig vampyrfilm. Grevinde Marya Zaleska (Gloria Holden) er Draculas datter og er ganske interessant en modvillig vampyr. Efter faderens død i den første film tror hun sig fri af hans forbandelse, men selv ikke en excorserende ligbrænding kan fjerne faderens magt over hende. Når hun møder psykiateren Jeffrey Garth til et selskab, ser hun en mulighed i ham. Her får vampyrismen karakter af sindssygdom, og filmen udspiller en parodi på en Freudiansk case-story, hvor lægen ordinerer viljestyrke som våben mod disse 'horrible impulses'. Men naturligvis kan psykiateren ikke kurere grevinden, for, som hun siger i en omskrivning af Shakespeare: "there are more things in heaven and earth than are dreamt of in your psychiatry, Dr. Garth", og den endelige løsning bliver den sædvanlige: En pæl gennem blodsugerens hjerte.
Dracula's Daughter introducerer også, ganske overraskende for sin tid, en af genrens mest vedholdende stereotyper: Den lesbiske vampyr. En scene, hvor Zaleska i et forsøg på at prøve sin viljestyrke inviterer en ung prostituret hjem til atelieret for at stå model, blev af censuren godkendt med det forbehold, at scenen skulle gennemføres "in such a way as to avoid any suggestion of perverse sexual desire on the part of Marya or of an attempted sexual attack by her upon Lily", men sekvensen er ladet med lesbisk undertekst ("You won't object to removing your blouse, will you?"), og plakaten advarede da også lokkende: "Save the women of London from Dracula's Daughter".
Tall, dark and gruesome
Når den britiske filmcensur blev skærpet i 1937, og det største eksportmarked dermed forsvandt, besluttede Universal-studierne, der nærmest havde haft monopol på genren, at afbryde deres lange række af gyserfilm. Men efter to årtier, hvor science fiction havde afløst det gotiske gys, genoplivede det britiske selskab Hammer genren i slutningen af 1950’erne. Med Dracula (Terence Fisher, 1958), debuterede Christopher Lee, tall, dark and gruesome, som den blodtørstige aristokrat, og hans tilgang var en ganske anden end Shrecks såvel som Lugosis. Lees Dracula taler et perfekt britisk engelsk, og selv ikke Transylvanien synes at ligge længere væk, end at man kan ride frem og tilbage på ingen tid. Hans rolle er i høj grad forførerens, hans kvindelige ofres respons er oftere orgiastiske støn end rædselsskrig.
For første gang var Dracula i farver, og hvilke farver! Som Roger Corman i hans samtidige Poe-filmatiseringer, dyrkede Hammer de mættede farver, og blodet fossede som postkasserød maling, når pælen endeligt blev slået gennem vampyren. Kulørt underholdning i mere end én forstand. Lee gentog vampyrrollen et utal af gange, dels hos Hammer i bl.a. Dracula, Prince of Darkness (Fisher, 1966) og Dracula has Risen from the Grave (Freddie Francis, 1968), og dels i en række ikke-engelske versioner, hvoraf den bedste muligvis er Jesus Francos udgave af myten, El Conde Drácula (1970). Filmen introducerede også en anden klassisk horror-stjerne, Peter Cushing, der spillede Draculas nemesis Dr. Van Helsing i mange film, ikke mindst en række, der bar Draculas navn, men hvor greven selv var fraværende, såsom Brides of Dracula (Fisher, 1960). Men ligesom Lee var Cushing fast inventar hos Hammer også i andre roller, blandt andet i den såkaldte Carmilla-trilogi. | | | | Næste side | | |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Ed wood
17-1-2003 10:16 | Aldeles spændende artikel! Fedt med et seriøst overblik. |
|
| | |     |
|
|
|
