|
 |
| Berlinale 2003: The Buzz #1 | | | | Pop, politik og balkanarki | | | | Skrevet den 9/2-2003 af Jesper Vestergaard | | | | | Det er på alle leder og kanter en fed oplevelse at være til filmfestival i Berlin i år. Allerede i løbet af de første festivaldage har Berlinalen nået flere kogepunkter. Kunstnerisk set med den seneste 'Spike Jonze spliff', Orkidé-tyven, politisk med den 'balkanarkistiske' Jagoda u Supermarktu og Michael Winterbottoms film om afghanske flygtninge, og, hvad angår star quality, med besøg af Nicolas Cage, der er tilbage i superligaen.
 | Orkidé-tyvene til pressekonference, fra venstre: Nic Cage, 'Jackass' Jonze og selveste Charlie Kaufmann (ja, altså ham selv, manuskriptforfatteren)
Copyright:
CinemaZone.dk, Foto: Jesper Vestergaard |
Adaptation
Den seneste film fra 'Jackass'-drengen Spike Jonze er kommet til at hedde Orkidé-tyven på dansk. Det lyder umiddelbart som endnu et rystende forsøg på ramme så langt fra den engelske originaltitel som muligt. I dette tilfælde er original-titlen Adaptation. Det hele giver dog ganske god mening, når først man dykker ned i filmen: Filmen handler nemlig om manuskriptforfatteren Charlie Kaufmans forsøg på at adaptere New Yorker-journalisten Susan Orleans bestsellerroman "Orkidétyven" til et filmmanuskript. Og det er så det filmmanuskript, man oplever udfolde sig i filmen, som naturligvis har manuskript af Charlie Kaufman. Som en ekstra trumf har Charlie Kaufman skrevet sig selv en bror til i filmen, Donald Kaufman, der ligeledes er manuskriptforfatter.
Orkidé-tyven
Forvirret? Ok, det er der også masser af gode grunde til at være. Spike Jonze debuterede som spillefilminstruktør med Being John Malkovich, der også havde manuskript af Charlie Kaufman. Hvis man blev rystet i sine filmoplevelsers grundvold med den film, der i store træk handler om, hvordan det er at være inde i den amerikanske skuespillers hoved, så kan man forberede sig på en tur af samme format, hvis man kaster sig ud i Orkidé-tyven. Det er der faktisk mulighed for i de danske biografer allerede fra på fredag, så mere får I ikke at vide her. I stedet får i lov til at høre lidt om pressekonferencen, hvor de herrer Jonze og Kaufman, og ikke mindst Nicolas Cage, der spiller både Charlie og Donald i filmen, deltog.
Cage, der med den imponerende dobbeltrolle har bragt sig selv tilbage i den absolutte superliga, var i vældigt fint humør. Der blev spillet grundigt på skizofrenien i forbindelse med filmen, og da han blev spurgt om, hvorvidt han havde tænkt på selv at prøve sig som manuskriptforfatter, nu da han har lært rollen at kende, kunne han svare, at han havde skam haft noget i tankerne - noget med at karaktererne skulle udvikles ved hjælp af vodoo, og så skulle han i øvrigt og naturligvis selv spille hovedrollen.
Spike Jonze, der lovede, at han nok skulle være til at få fat på ude bag ved efter pressekonferencen, hvis nogen skulle være interesseret i at købe et helt specielt narkotisk stof, som optræder i filmen, nåede også lige at komme ind på produktionen af Jackass-serien. Han kunne bl.a. fortælle at de, når de lavede Jackass skam havde rigeligt med sikkerhedsforanstaltninger: "der er i hvert fald en sikkerhedsofficer, som går rundt på settet - i bikini."
Afghanske flygtninge
Berlinalen har de sidste par år været pyntet med et overordnet politisk slogan, i år lyder det "towards tolerance", og i hvert fald én film i hovedkonkurrencen indtil videre læner sig lodret opad det. Den britiske instruktør Michael Winterbottom, der i efteråret havde dansk premiere med den legendarisk-dokumentariske 24 Hour Party People, har været hurtigt ude og denne gang holdt sig lidt mere til virkeligheden. I bund og grund er hans konkurrence-deltager In This World dog en fiktiv historie om to afghaneres illegale vej fra en flygtningelejr i Pakistan til det forjættede Europa.
Winterbottom, der var på besøg i Berlin i forbindelse med filmen, kunne fortælle om den udfordrende produktion. De to hovedpersoner var nemlig også i virkeligheden afghanere, og produktionsholdet var derfor i nogle tilfælde nødt til at smugle dem med over grænserne undervejs. Han havde primært lavet filmen for at få folk i det højredrejede Europa til at prøve at forestille sig, hvordan det kan være at være flygtning på vej. Filmen er kompromisløs og giver sig ikke ud i mange spørgsmål om hvorfor livsbetingelserne og drømmene er arrangeret som de er.
 | Fra Jagoda u Supermarketu - en film om, "hvordan kærlighed også kan opstå i et supermarked". Der skal åbenbart meget til!
|
Balkanarkisme
Der er sandt at sige heller ikke mange kompromiser at komme efter i den serbiske Dusan Milics instruktørdebut, komedien Jagoda u supermarketu (noget i stil med "Jordbær & supermarked"), der var en af åbningsfilmene i Panorama-sektionen. Produceret af Emir Kusturica og med musik af bl.a. Dr. Nele Karajlic, der leder folkepunk-orkesteret No Smoking, var der lagt op til en god gang 'balkanarkisme'.
Enhver forventning i den retning blev indfriet. Filmen foregår i et nyt flot amerikansk supermarked et sted i Serbien. En kassedame har pga. kærlighedskvaler forulempet en ældre dame, som var ude for at købe jordbær til sit barnebarns fødselsdagskage. Dagen efter dukker barnebarnet op i skikkelse af en ung mand, og han har ikke tænkt sig at forlade supermarkedet før retfærdigheden er sket fyldest, og bedstemoren har fået en undskyldning.
Mens kidnapperen i supermarkedet vælter rundt, smadrer løs og skiftevis holder styr på gidslerne ved at pakke dem ind i køkkenfilm, og skiftevis er helt på røven, inden han ender med at forelske sig i kassedamen, han kom efter, udspiller sig en ikke mindre absurd kamp udenfor. Nemlig den mellem de 'konservative' specialstyrker, der ikke kan rykke hurtigt nok ind og bare skyde knoppen af fyren, og de nye 'demokratiske' kræfter, repræsenteret ved politiet, der bliver ved med at tro, at man kan snakke sig fra problemerne.
Der er skarp satire til flere sider, men i bund og grund er det en kærlighedshistorie, kunne Dusan Milic fortælle efter filmen: "Det er en film om, hvordan der også kan opstå kærlighed i et supermarked." Han ville ikke selv kalde filmen for politisk. Men understregede ikke desto mindre at: "uden oprør er der ingen frihed for personligheden". | | | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
