|
 |
| CIFF04: Jury på arbejde | | | | CinemaZone.dk har mødt juryen ved årets filmfestival for at finde ud af, hvad de vidt forskellige medlemmer går op i, når de skal vurdere filmene. | | | | Skrevet den 24/8-2004 af Frederik Asschenfeldt Vandrup | | | | | Flot på linie sidder de. Den franske charmetrold, det skotske rodehoved, den rumænske teaterskuespiller og den ungarnske bedstefar i midten sammen med festivalens tjekkede leder. Kun en mangler – nemlig blondinen fra Danmark, Paprika Steen er i Haugesund og promovere sin egen film. Hun kommer dog, bedyrer de officielle kilder, i en taxa fra lufthavnen.
 | Copyright: Hasse Ferrold, Copenhagen International Film Festival | En broget flok Det er en broget flok Copenhagen International Film Festival har givet ansvaret for at kåre de seks modtagere af The Golden Swan-priserne ved afslutningsfesten på lørdag. Selv om festivalen har været i gang siden torsdag, samles juryen først nu, for det kan være svært at få plads til et langt ophold i København i en travl produktionskalender. Paprika Steen kommer midtvejs i mødet og har med sine store solbriller og moderigtige påklædning en aura af filmstjerne midt i de afslappede poloshirts, forvaskede cowboybukser og udtrådte sko, som præger de øvrige medlemmer. David Mackenzie fra Skotland betragter sig selv som en ren Benjamin i juryen, men afslører sig også hurtigt som gruppens skøre wild card. Maia Morgenstern fra Rumænien og The Passion of the Christ er blot glad for at komme ud og se en masse europæiske film, som det ifølge hende kniber lidt med at få til Rumænien i samme tempo, som de produceres. Jean-Marc Barr nyder en stille smøg med armene over kors og jurypræsident István Szabó troner i midten som en rolig og vis klippe, der skal se at få koordineret arbejdet med kåringen af en vinderfilm. Det er lidt af en sjældenhed, at det kun er udøvende kunstnere, skuespillere og instruktører, der er samlet i en jury, men de virker glade for ikke at have pengemænd eller kritikere med på sidelinien til de diskussioner, som de kommende dage skal afgøre, hvilke af de tolv konkurrencefilm, der kan gå hjem med priser og hæder i baglommen. Klaps til Cannes Jurypræsident István Szabó har dog ikke i sinde at opføre sig som en dommer de kommende dage. Hans opgave er med hans egne ord at spotte talent og belønne det. ”Jeg forventer ikke at se den perfekte film her i København; hvis den kommer skal den være velkommen, men jeg forventer det ikke. I stedet håber jeg at se en masse talent og være med til at støtte det”. For juryen er helt enige om, at for europæisk film gælder det om at støtte sig selv, så den kan stå distancen overfor den store amerikanske procentdel af markedet, men det skal ikke være gennem en kommercialisering af festivalerne. ”Det nytter ikke noget, hvis filmfestivalernes juryer bliver kommercielle, så det gælder om at lave salgbare film i stedet for kunstnerisk interessante film…og nu får jeres overskrift: Se i den forbindelse bare, hvad der er sket med Cannes Festivalen”, tordner den ellers så venlige og afdæmpede instruktør.
 | Juryforman István Szabó Copyright: Hasse Ferrold, Copenhagen International Film Festival | Jalousi og gåsehud I fokus kommer fortælling og følelser. De to f-ord sammenfatter ret præcist, hvad de enkelte jurymedlemmer sætter pris på i en film – igen med Szábós ord: ”Jeg har set rigtig mange gode film, rigtig mange fantastiske film og rigtig mange dårlige film i mit liv. Hvis en film kan vække min opmærksomhed, hvis den kan underholde og samtidig lære mig noget om livet, ændre fordomme og opfattelser. Hvis den kan få gåsehuden frem på min arm ved screeningen eller endnu bedre få jalousien over, at jeg ikke selv har lavet den, frem i maven – så ved jeg, at jeg har fat i en god film. Det kan godt være, at jeg keder mig de første 20-30 minutter, men hvis jeg får den følelse, så ved jeg, at den er der.” Hvilke film, der har fået Szabós mave til at trække sig sammen i jalousi må vi vente med at se til på lørdag, hvor afskedsgallaen finder sted med visning af den sydkoreanske film Old Boy ved et lukket arrangement og med åben filmfest på Store Vega fra kl. 21.30. Se festivalens website for information om billetter i den forbindelse.
| | | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |  |
|
 |
|