| | På denne plads vil de to anmeldere i Berlin løbende vurdere årets konkurrencefilm og andre spændende oplevelser.
The Elite Squad
Jacob Ludvigsen: 4/6
Shine a Light
Kenneth McNeil: 4/6
Jacob Ludvigsen: 4/6
There Will Be Blood
Kenneth McNeil: 3/6
Jacob Ludvigsen: 4/6
Black Ice
Kenneth McNeil: 2/6
Jacob Ludvigsen: 2/6
Julia
Kenneth McNeil: 2/6
Jacob Ludvigsen: 3/6
Gardens of the Night
Kenneth McNeil: 4/6
Jacob Ludvigsen: 4/6
Fireflies in the Garden
Jacob Ludvigsen: 2/6
Elegy
Jacob Ludvigsen: 4/6
Bam gua nat
Jacob Ludvigsen: 3/6
Happy-go-lucky
Jacob Ludvigsen: 5/6
Standard Operating Procedure
Jacob Ludvigsen: 4/6
Caos Calmo
Jacob Ludvigsen: 4/6
Lady Jane
Jacob Ludvigsen: 1/6
Heart of fire
Jacob Ludvigsen: 4/6
Restless
Jacob Ludvigsen: 2/6
Il y a longtemps que je t´aime
Jacob Ludvigsen: 4/6
Katyn
Jacob Ludvigsen: 2/6
The Other Boleyn Girl
Jacob Ludvigsen: 2/6
Ballast
Jacob Ludvigsen: 4/6 |
|
|
|
|
 |
| Berlinale '08 – Juryens bjørneprotest | | | | Det kunne meget vel læses som juryens protest mod festivalledelsens udvælgelse af konkurrencefilm, da Berlinalens bjørne i går blev uddelt. Den gode, politiske og underholdende historie vandt over den langtrukne, pseudointellektuelle og ukontroversielle. | | | | Skrevet den 17/2-2008 af Jacob Ludvigsen | | | | | Det var et ganske overraskende valg, da årets Berlinale-jury anført af Costa-Gavras i går uddelte Guldbjørnen til José Padilhas Tropa de elite (The Elite Squad). En film, jeg ellers havde på fornemmelsen, var for direkte, actionfyldt og amerikansk fortalt til at have en chance på en festival som Berlin. Men at dømme ud fra både vinderen af Guldbjørnen og af den vigtigste Sølvbjørn har Costa-Gavras udtalte hang til film med et politisk budskab vejet særdeles stærkt i juryens overvejelser, og det var da også ganske befriende at se en film som Tropa de elite blive tildelt den fornemste pris. Den er ikke perfekt, men indeholder langt mere underholdning, vold, action og fremdrift i fortælling og stil end samtlige de øvrige i konkurrenceprogrammet – og står derfor i iøjefaldende kontrast til den slags film, festivalledelsen i år har favoriseret. Film, der for manges vedkommende har været kedelige og forudsigelige.
Politibrutalitet i Rio
Tropa de elite er fortællingen om det brasilianske elitepolitikorps BOPE, der som de stort set eneste betjente i Rio de Janeiros slum ikke er korrupte, men til gengæld også går til sagen med voldsom brutalitet. Filmen fortælles af den garvede politimand Nascimento, der i en fin modstilling er lige så praktisk ubehjælpelig med sin kone og sit lille barn i hjemmet, som han er beslutningskraftig og dygtig i sit job. Der fokuseres på Nascimentos møde med de to unge, talentfulde betjentopkomlinge Neto og André og især på sidstnævntes vej fra fattig, men meget intelligent ung studerende til hårdkogt forbrydelsesnedkæmper. Med masser af barske, hurtigt klippede scener fulde af flotte, energiske billeder står filmen i klar arv til Fernando Meirelles’ City Of God kombineret med mange amerikanske fortælleteknikker og historieelementer - i sådan en grad, at det nogle steder bliver lidt for meget og ’klassisk’ i forhold til genren og andre steder lidt for rodet. Herudover er der flere af personerne, man ikke rigtigt kommer ind under huden på, ligesom beskrivelsen af Rios’ favela og dens gangsterkonger kan synes lidt unuanceret.
Filmen er blevet klandret for at hylde politibrutalitet, men den tolkning kan bestemt diskuteres. I mine øjne skildrer Padilha først og fremmest den onde cirkel, det er, når politiet må møde hårdt med hårdt, men derfor også bliver lige så umenneskelige som forbryderne. Et skræmmende dilemma uden løsning i en film, der nok skal kunne hive folk i biograferne – og trods dens svagheder bestemt også har fortjent et publikum.
Sølvbjørne til gamle kendinge
At lige Tropa de elite blev hædret med Guldbjørnen, kan altså sagtens forstås som juryens protest mod festivalledelsen. Et råb om, at den holdningsprægede, vedkommende og gerne lidt provokerende historie bør fylde mere på festivalen. At det langsommelige drama om middelklassens eksistentielle problemer ikke nødvendigvis er en finere form for film.
Det understreges af, at de øvrige af de vigtigste priser i høj grad er gået til gamle kendinge, der har formået at fascinere, engagere og imponere publikum. Sølvbjørnen for Juryens Grand Prix gik til Errol Morris’ vellykkede og selvsagt politiske Abu Ghraib-dokumentar Standard Operating Procedure, som jeg har skrevet om tidligere, og som også nok skal få dansk biografpremiere. Igen en historie der både er umådeligt flot fortalt og kun til allersidst fik publikum i Berlin til at skæve til deres ure – og en film der vil og kan noget. Præcis som There Will Be Blood, hvis instruktør P.T. Anderson fik sølvbjørnen for bedste instruktør; atter en belønning til et værk, der har noget spændende på hjerte og tør fortælle det lidt anderledes, mens publikums interesse stædigt holdes fast. Johnny Greenwood fik i øvrigt en sølvbjørn for Outstanding Artistic Contribution for sin fremragende, specielle og innovative musik til filmen.
| | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
