Britisk strejke rammer Bond og Potter Skrevet den 26/9-2001 af Jesper Vestergaard
Den britiske skuespillersammenslutning Equitys beslutning om at strejke fra 1. december har allerede nu fået konsekvenser for en række store produktioner.
Skuespillerne kræver kompensation for salget af deres film på video og DVD, samt for gentagne visninger af dem på TV, noget som de hidtil kun har modtaget et engangsbeløb for. De kræver desuden andel i overskuddet fra salg af merchandise fra filmene.
Strejken, der støttes af prominente navne som Ewan McGregor, Helena Bonham Carter og Kenneth Branagh, kan få vidtrækkende konsekvenser for den britiske filmindustri, der efter en række store internationale succeser de senere år igen er begyndt at tænke stort.
”Det er lykkes os, at få en række vigtige projekter op at stå, der tilbyder enorme muligheder for de britiske skuespillere. De er nu kommet i vanskeligheder,” siger BBC Films chef David Thompson til Film Unlimited.
Equitys beslutning om, at ingen medlemmer må underskrive kontrakter om at arbejde efter 1. december, har foreløbigt givet problemer for castingen til den kommende James Bond film, der bærer arbejdstitlen James Bond 20 og en allerede planlagt opfølger til kæmpesatsningen Harry Potter. Pinewood studierne, der står bag James Bond, er begyndt at overveje udenlandske skuespillere i stedet for britiske. Det er dog stadigt sikkert, at Pierce Brosnan bliver at finde i hovedrollen.
Andre produktioner, der er i farezonen er bl.a. High Fidelity-instruktøren Stephen Frears' Dirty Pretty Things og Thaddeus O'Sullivans The Heart of Me.
Der foregår dog stadig forhandlinger mellem Equity og producentforeningen PACT, der kan lede til en løsning inden 1. december.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|