Virkelighedens terrorist i rost film Skrevet den 4/1-2002 af Kasper Christoffer Larsen
Den meget roste iranske film Rejsen til Kandahar om en ung kvindes hjemkomst til Talebanregimet beskyldes nu for at have en vaskeægte terrorist på rollelisten.
De amerikanske myndigheder påstår, at den skuespiller der i filmen krediteres som Hassan Tantai er den samme som David Belfield, der er hovedmistænkt for mordet på en iransk diplomat i 1980, skriver Politiken i dag.
Det er Irans mest berømte og anerkendte instruktør Mohsen Makhmalbaf, der står bag den populære film, som har dansk biografpremiere d. 18 januar. ”Jeg spørger aldrig, hvad mine skuespillere har foretaget sig før,” har Makhmalbaf udtalt til den engelske avis The Guardian.
Rejsen til Kandahar, som vi også tidligere har omtalt på CinemaZone.dk – se link i boksen til venstre, er blevet populær mange steder i verden på grund af sit dagsaktuelle tema og en efter sigende dyb indsigt i Afghanistans Talebanregime.
USA’s præsident George Bush har tidligere bedt om en specialvisning af filmen for at få større forståelse for landets kultur.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|