Berlinalens line-up offentliggjort Skrevet den 28/1-2002 af Kasper Christoffer Larsen
Årets Filmfestival i Berlin – den 52. Berlinale fra d. 6-17 februar – har offentliggjort de 23 deltagere i hovedkonkurrencen om Guldbjørnen under den debuterende ledelse af Dieter Kosslick. Ét træk er særligt iøjefaldende: hele 4 film kommer fra værtslandet Tyskland. Det er dobbelt så mange som sidste års 2 - Enemy at the Gates og My Sweet Home - der tilmed var instrueret af udenlandske instruktører.
Tom Tykwer (Lola) skal åbne festlighederne i hovedprogrammet med sin seneste Heaven, der har manuskript af afdøde Krzysztof Kieslowski og Cate Blanchett på rollelisten, og selvom resten af hovedprogrammet ikke er præget af Hollywoods glamour, vil den tyske hovedstad alligevel blive vært for mange internationale stjerner, blandt andet Russell Crowe, Faye Dunaway og Geraldine Chaplin, der alle præsenterer deres bidrag i den sideløbende, ikke konkurrerende Panorama-sektion.
Hovedprogrammets resterende 3 tyske film inkluderer den festivalrutinerede Dominik Grafs Der Felsen, Andreas Dresens digitalt optagede Halbe Treppe og debutanten Christophe Roths Baader.
Danmark er som bekendt også repræsenteret i hovedkonkurrencen med Annette K. Olesens familiedrama Små ulykker, der har premiere herhjemme under festivalen d. 15-2, samt med hele 3 konkurrenter, Klatretøsen, Min søsters børn og Send mere slik i den sideløbende Kinderfilmfest.
Værd at lægge mærke til i kapløbet om Guldbjørnen er også den franske instruktør Bertrand Tavernier (Det begynder i dag og Lokkeduen), der opstiller med Laissez-Passer. Filmen er ligesom græsk/franske Costa-Gavras Eyewitness co-produceret med tyske midler.
Fra USA og mainstreamrækkerne kommer Chocolat-manden Lasse Halström med sin seneste bestseller-filmatisering The Shipping News (dansk biografpremiere 22-2) med Kevin Spacey, Julianne Moore, og Judi Dench og Wes Anderson præsenterer sit allerede populære komediedrama med Gene Hackman The Royal Tenenbaums. Endelig kan kritikerroste Billy Bob Thornton opleves i Marc Forsters Monster's Ball.
Desuden er Grækenland med One Day In August repræsenteret for første gang i lang tid og fra samarbejdet mellem England/Irland er der blevet plads til 2: filmatiseringen af en Don Mullan-roman Bloody Sunday af Paul Greengrass og Iris - alias gengangeren Judi Dench og i sine unge år spillet af Kate Winslet (Titanic) – instrueret af briten Richard Eyre.
En outsider er den japanske anime-film og lokale blockbuster Spirited Away, som er den eneste tegnefilm i konkurrencen. Den er skabt af manden bag den legendariske Princess Mononoke, Hayao Miyazaki.
Hovedprogrammet byder desuden på flere film fra Spanien, Italien, Frankrig, Ungarn, Israel, Japan, Korea og Australien - se den komplette liste nedenfor – og udenfor konkurrence er der desuden så prominente navne at finde som Wim Wenders, Robert Altman, Zhang Yimou og István Szabó.
Årets Jury vil være under ledelse af den kvindelige, indiske Guldløvevinder fra Venedig Mira Nair (Monsoon Wedding, Salaam Bombay).
CinemaZone.dk vil selvfølgelig dække begivenhederne direkte fra festivalen i Berlin.
Deltagere ved den officielle konkurrence i den 52. Berlinale 2002:
Heaven, Tom Tykwer, Tyskland Eyewitness, Constantin Costa-Gavras, Frankrig Der Felsen, Dominik Graf, Tyskland Halbe Treppe, Andreas Dresen, Tyskland 8 Femmes, François Ozon, Frankrig Lundi Matin, Otar Ioseliani, Frankrig Små ulykker, Annette K. Olesen, Danmark Laissez-Passer, Bertrand Tavernier, Frankrig Iris, Richard Eyre, Irland/England Monster's Ball, Marc Forster, USA Bad Guy, Ki-duk Kim, Korea The Royal Tenenbaums, Wes Anderson, USA Spirited Away, Hayao Miyazaki, Japan Baader, Christophe Roth, Tyskland Burning In The Wind, Silvio Soldini, Italien The Shipping News, Lasse Hallström, USA Stones, Ramón Salazar, Spanien One Day In August, Constantine Giannaris, Grækenland Bloody Sunday, Paul Greengrass, Irland/England Beneath Clouds, Ivan Sen, Australien Bridget, Amos Kollek, Israel Temptations, Zoltan Kamondi, Ungarn KT, Junji Sakamoto, Japan
Uden for konkurrence:
Gosford Park, Robert Altman, England Happy Times, Zhang Yimou, Kina Taking Sides, István Szabó, Tyskland Viel Passiert - Der BAP-Film, Wim Wenders, Tyskland - Dokumentar
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|