Rekord-edderkop Skrevet den 6/5-2002 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Den formentlig mest ventede filmatisering af en tegneserie satte en overvældende rekord ved sin premiere i de amerikanske biografer, og Spider-Man har sat kurs direkte mod stjernerne.
Med en indtjening på $114 millioner dollars passerede Spider-Man den milepæl, som mange nok havde regnet med, at Ringenes herre - Eventyret om ringen havde haft en chance for nå, nemlig grænsen på $100 millioner. Tættest på har hidtil været Harry Potter og de vises sten samt Mumien vender tilbage, men der skulle en vellykket kombination af instruktøren Sam Raimi, stjernerne Tobey Maguire og Kirsten Dunst og så naturligvis Marvel Comics vel nok største titel gennem tiderne til for at nå et indtjeningsniveau, som for blot få år siden virkede helt urealistisk højt.
Filmen er klippet til en PG-13-censur i USA (svarer ca. til den danske 11 år) og det gav et ekstra pres på billetlugerne. Allerede fredag aften kunne man godt ane, hvor det kunne ende med en enkeltdagsindtjening på næsten $40 millioner, og den blev toppet med næsten $44 millioner dagen efter - i sig selv det dobbelte af, hvad en normal storsælger på en hel weekend.
Men der var naturligvis også andre film i biograferne i denne weekend, men Scorpion King, der som forventet måtte overlade førstepladsen lå med en indtjening på $9.6 millioner på under 1/10-del af den fantastiske edderkop.
Af nye titler er Deuces Wild med en lang række af de helt hotte unge skuespillere i en historie fra 50'ernes Brooklyn samt Woody Allens seneste film, Hollywood Ending, med instruktøren selv og Tea Leoni
Top 10 i de amerikanske biografer i weekenden 3.-5. maj 2002: 1. Spider-Man, $114 millioner, samlet: $114 millioner 2. Scorpion King, $9.6 millioner, samlet: $74.8 millioner 3. Changing Lanes, $5.6 millioner, samlet: $52.6 millioner 4. Murder by Numbers, $3.8 millioner, samlet: $24 millioner 5. The Rookie, $3.3 millioner, samlet: $65.1 millioner 6. Life, or Something Like It, $3.3 millioner, samlet: $11 millioner 7. Deuces Wild, $2.7 millioner, samlet: $2.7 millioner 8. Ice Age, $2.5 millioner, samlet: $169 millioner 9. Jason X, $2.4 millioner, samlet: $10.3 millioner 10. Hollywood Ending, $2.2 millioner, samlet: $2.2 millioner
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|