Danske film klar til Cannes-markedet Skrevet den 9/5-2002 af Jesper Vestergaard
Selvom der kun er afsat 8 minutter til dansk film i de officielle programmer på Cannes-festivalen i år, så skal de danske filmpushere og filminstituttet nok sørge for at der bliver gjort opmærksom på de rød-hvide farver.
Udover CloseUp vinderen 2001, kortfilmen 2 minutters deltagelse i Semaine de la Critique, sker der nemlig en hel masse på den internationale filmmarked, hvor der købes og sælges internationale rettigheder til film og forhandles nye kontrakter på livet løs.
På årets Cannes-filmmarked er Danmark repræsenteret ved fem spillefilm: Hella Joofs En kort en lang, Jesper W. Nielsens OKAY, Søren Faulis Polle Fiction, Morten Køhlerts Ulvepigen Tinke, der får dansk premiere 14. juni, og Lasse Spang Olsens Gamle mænd i nye biler, som har premiere den 12. juli.
Susanne Biers Dogme-film Elsker dig for evigt, der har premiere 13. september, vil desuden blive vist på markedet ved lukkede visninger, hvor der også præsenteres klip fra Lone Scherfigs nye film Wilbur Wants to Kill Himself.
Derudover viser International Critics Week Christoffer Boes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Anxiety i et særligt kortfilmprogram, og det selvstændige børneprogram Cannes Junior viser Gabriel Axels Leïla. Michael Schønnemann, som har produceret Gamle mænd i nye biler for Thura Film, er desuden dette års danske producer ved arrangementetet Producers on the Move, hvor European Film Promotion for tredje år i træk præsenterer nye europæiske producertalenter.
Filmfestival i Cannes afvikles mellem den 15. og den 26. maj.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|