Dansk film om gangster-rapper Skrevet den 25/9-2000 af Jesper Vestergaard
Shaky Gonzales (Nattens Engel) skal instruere en ny dansk action komedie, der blandt andre har Jokeren fra den danske rap-gruppe Den Gale Pose på rollelisten. Ifølge en pressemeddelelse fra Wise Guys Productions, der står bag filmen, som kommer til at hedde Go Johnny Go, bliver det en eksplosiv cocktail af dansk Hip Hop og Country & Western, og kodeordene er action, humor og vanvid. Soundtracket leveres af Den Gale Pose. Filmen er skrevet af Lars C. Detlefsen og Shaky Gonzales, og skal produceres af Thomas Stegler. Den handler om den smarte gangster-rapper Johnny G., der er løbet totalt tør for inspiration. Hans renommé står på spil, da han pludselig oplives af et sammenstød med den vilde og smukke bankrøver Patricia. Ud over Jokeren byder filmen på kendte danske skuespillere som Ulrich Thomsen og Zlatko Buric. Ifølge planen skal optagelserne starte til februar og filmen være klar til dansk biografpremiere i december næste år.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|