Dødsfald: George Roy Hill Skrevet den 29/12-2002 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Hvis navnet ikke får klokkerne til at ringe, så skulle titler som Butch Cassidy og the Sundance Kid samt Sidste stik gerne gøre det. Instruktøren George Roy Hill døde i sit hjem fredag, 81 år gammel.
Debuten kom i 1962 efter bemærkelsesværdige indsatser på tv og teater, med Period of Adjustment, hvor Jane Fonda havde sin første store rolle.
Det blev dog de to samarbejder med Robert Redford og Paul Newman i Butch Cassisdy og The Sundance Kid (1969) og Sidste stik (1973), der sendte George Roy Hill til tops i Hollywood. I en periode havde han som den eneste instruktør to film på listen over alle tiders box office-hits, og han fik endda tid til også at få succes på Cannes-filmfestivalen med filmatiseringen af Kurt Vonneguts Slagtehal 5 fra 1972.
Sportsfilmen Slap Shot (1977)var en fiasko ved premieren, men har efterfølgende fundet en stor fanskare, og filmatiseringen af John Irvings Verden ifølge Garp blev i 1982 et startskud for både Robin Williams og John Lithgow.
George Roy Hills sidste film blev John Le Carré-filmatiseringen The Little Drummer Girl (1984) med Diane Keaton i hovedrollen samt Chevy Chase-komedien Funny Farm fra 1988.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|