 | Paprika Steen i OKAY
| Steen scorede en Robert til hver hånd Skrevet den 3/2-2003 af Jesper Vestergaard
I to film sidste år blev hun forladt af sin mand, først var det Troels Lyby i Jesper W. Nielsens OKAY, så var det Mads Mikkelsen i Susanne Biers Elsker dig for evigt. Nu har hun til gengæld fået en Robert for hver som erstatning. Som den første skuespillerinde i Robert-prisens tyve år lange historie, modtog Paprika Steen både prisen for Bedste kvindelige hovedrolle samt prisen for Bedste kvindelige birolle, ved årets uddeling.
De cirka 4000 medlemmer af Det Danske Filmakademi, der i går aftes uddelte deres priser ved en stor fest på Base Camp på Holmen i Købehavn, var i det hele taget gode ved Jesper W. Nielsens og Susanne Biers dramaer. OKAY kunne udover prisen til Steen glæde sig over prisen for Bedste musik ved Halfdan E. samt prisen for Bedste sang ved Nikolaj Steen.
Aftenens største vinder blev dog som ventet Susanne Biers Elsker dig for evigt, der blev kåret som Bedste film og modtog fire priser, samt publikumsprisen. Udover prisen til Steen var der Robert til Nikolaj Lie Kaas for Bedste mandlige birolle og til Pernille Bech Christiansen og Thomas Krag for Bedste klip.
Med tre væsentlige priser, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste instruktør og Bedste originalmanuskript nød Jens Albinus, Nils Malmros og John Mogensen stor kunstnerisk anerkendelse for At kende sandheden. Belønningen til Ole Bornedals Jeg er Dina var næsten udelukkende af teknisk karakter. Udover en pris til Dan Laustsen for bedste fotografering gik priserne for scenografi, lyd, kostumer og sminke til folkene bag Bornedals film.
Selvom 16 danske film var nomineret op til prisuddelingen holdt akademiet priserne tæt og uddelte kun Robert'er til fem danske film. Den sidste film var Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen, der både vandt prisen for Bedste børne- og familiefilm samt prisen for Bedste Special Effects.
Robert-priserne 2003:
Bedste danske spillefilm: Elsker dig for evigt af Susanne Bier
Bedste instruktør: Nils Malmros for At kende sandheden
Bedste kvindelige hovedrolle: Paprika Steen for OKAY
Bedste mandlige hovedrolle: Jens Albinus for At kende sandheden
Bedste kvindelige birolle: Paprika Steen for Elsker dig for evigt
Bedste mandlige birolle: Nikolaj Lie Kaas for Elsker dig for evigt
Bedste originalmanuskript: Nils Malmros og John Mogensen for At kende sandheden
Bedste fotografering: Dan Laustsen for Jeg er Dina
Bedste klipper: Pernille Bech Christensen og Thomas Krag for Elsker dig for evigt
Bedste musik: Halfdan E. for OKAY
Bedste sang: Nikolaj Steen for OKAY
Bedste scenograf: Steffen Aarfing og Marie I´Dali for Jeg er Dina
Bedste Special Effects: Jonas Wagner, Morten Lynge, Niels Valentin Dal og Hummer Højmark for Klatretøsen
Bedste lyd: Michela Dela og Nino Jacobsen for Jeg er Dina
Bedste kostumier: Dominique Borg for Jeg er Dina
Bedste sminkør: June Paalgaard og Elisabeth Bukkehave for Jeg er Dina
Publikums prisen: Elsker dig for evigt af Susanne Bier
Bedste børne- og familiefilm: Klatretøsen af Hans Fabian Wullenweber
Bedste udenlanske (amerikansk) film: Gosford Park af Robert Altman
Bedste udenlanske (ikke-amerikansk) film: Den fabelagtige Amélie fra Montmartre af Jean-Pierre Jeunet
Bedste korte novellefilm: Pernille Fischer for Habibti - Min Elskede
Bedste korte dokumentarfilm: Jytte Rex for Palle Nielsen - Mig skal intet Fattes
Bedste lange novellefilm: Pia Bovin for Begravelsen
Bedste lange dokumentarfilm: Camilla Hjelm og Martin Zandvliet for Angels of Brooklyn
Æres-Robert: Kenneth Madsen
Elkov prisen: Torben Wolsgaard
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|