Stallone i Spy Kids 3 Skrevet den 12/2-2003 af Pernille Flensted-Jensen
Spy Kids 3 er i støbeskeen! De tapre spionbørn Carmen og Juni Cortez har tidligere gjort det af med superskurkene Alan Cumming og Steve Buscemi, og nu bliver det Sylvester Stallones tur til at spille skurk.
Stallone skal spille Toymaker, der fanger Carmen (Alexa Vega) i et virtual reality-spil, og det er så op til resten af spionfamilien, broren Juni (Daryl Sabara), faren (Antonio Banderas), moren (Carla Gugino) og bedstefaren (Richard Montalban) at forsøge at redde hende. Filmen har titlen Spy Kids 3-D: Game Over.
Instruktøren Robert Rodriguez har haft enorm succes med de to foregående Spy Kids-film og regner med at den nye vil få premiere allerede til juli, selvom optagelserne lige er påbegyndt. Han udtaler om valget af Stallone at han altid har været en stor fan af ham og regner med at han vil være et stort plus for filmen.
Som titlen antyder vil i hvert fald noget af filmen være i 3-D. "Når karakterne kommer ind i spillet, tager publikum briller på og ser filmen i 3-D", siger Rodriguez og lover at det hele kommer til at se godt ud, takket være teknologiske fremskridt.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|