Lecters barndom Skrevet den 14/5-2003 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Storproduceren Dino De Laurentiis er på vej til Cannes for at deltage i den årlige filmfestival og med sig i kufferten har han to filmprojekter, som han forfærdelig gerne vil tale om. Den ene er $150 millioner-projektet om Alexander Den Store med Baz Luhrmann ved rorpinden, som er udførligt omtalt her på siderne, men det andet er ganske nyt og faktisk ret interessant.
Forfatteren Thomas Harris, der i sin tid skrev en bog om seriemorderen Hannibal Lecter, har efterhånden lagt sin litterære produktion ind på et spor, hvor han snarere skriver til De Laurentiis' pengepung. I hvert fald er han nu kommet med en ny idé til at fortsætte historien om den grumme Hannibal, og De Laurentiis er klar til at filmatisere den.
Denne gang skal vi tilbage til Hannibals barndom i Litauen, hvor den unge Hannibal vokser op i en rig familie, som han mister i krigen. Det efterlader Hannibal og en søster tilbage og de udvikler et meget nært forhold. Historien fortsætter i Paris, hvor Hannibal vokser fra dreng til mand, og følger ham helt frem til ankomsten til USA.
De Laurentiis er allerede i gang med at tænke over skuespillere til rollen, for der skal nemlig bruges intet mindre end fire forskellige drenge til at spille Hannibal på alderstrinene 12, 16, 20 og 25. Thomas Harris står på spring til at udvikle historien til både filmmanuskript og roman - og De Laurentiis håber på at lokke investorer med ombord på endnu en sejltur på Hannibal Lecter oprørte indre hav.
Titlen på filmen? Den ser ud til at blive The Lecter Variation - The Story of Young Hannibal Lecter, en direkte inspiration fra Bachs musikstykke "Goldberg Variationer", som har været filmseriens gennemgående musikalske tema.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|