Faderen, Sønnen og Mel Gibson Skrevet den 2/7-2003 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Det har længe været kendt, at Mel Gibson var i fuld gang med et stort projekt om de sidste, lidelsesfulde dage i Jesus Kristi liv. Et personligt projekt for den stærkt troende skuespiller, som uden at skænke biografgængere den mindste tanke har indspillet hele filmen på aramæisk og latin - to døde sprog.
Samtidig har han lovet, at dramaet nok skulle stå stærkt nok på lærredet til, at vi ikke behøver undertekster til at forstå historien, og skulle der stadig være en skeptisk sjæl eller to tilbage, som stadig har lidt svært at tro på, at det nok skal lykkes for ildsjælen, så har Gibson himself sat den endelige trumf på.
I et nyt interview fortæller han, at selveste Helligånden var så massivt til stede på filmoptagelserne, at flere af de muslimske medarbejdere konverterede til kristendommen, og at det er samme Helligånd, der har ført hans hånd og tanke under optagelserne. Håbet hos Mel Gibson er derfor, at filmen vil være med til at omvende de mennesker, der ser den.
Hvorvidt filmen med den populære James Caviezel i den centrale hovedrolle bliver krediteret Mel Gibson eller Helligånden ligger ikke fast på nuværende tidspunkt, men det begynder efterhånden at ligne en af den slags film, som man bare ikke må gå glip af. Trods de stærke kræfter bag, så har filmen stadig ikke fundet en amerikansk distributør.
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Filmfreak 7-7-2003 23:46 | Christian Bale??? Er det ikke Jim Caviezel der spiller Jesus? Under alle omstændigheder glæder jeg mig meget til at se den. |
| PM 2-7-2003 14:38 | Jeg har nu lige læst at han er gået bort fra ideen om at der ikke skulle være undertekster, og at et udvalgt publikum faktisk syntes at der var for mange. F.eks. behøvede man ikke en undertekst, f.eks. "Move it!", til at forklare hvad en skubbende romersk soldat mon mente... |
|
|
|
|
|