Spielberg laver Western-miniserie Skrevet den 30/7-2003 af Lisa Brygger
Næste sommer skal Steven Spielberg i gang med endnu en miniserie i rollen som executive producer, denne gang vil historien udspille sig i 'Det vilde vesten' - og det er faktisk første gang Spielberg laver en western.
Ulig hans projekt om Anden Verdenskrig, Band of Brothers, der var baseret på historiker Stephen E. Ambroses beretninger om soldaterne i krigen, vil historien i den stadig unavngivne mini-serie være opdigtet, men tage udgangspunkt i virkeligheden. Handlingen vil følge to familier og deres liv i 1800-tallets vestlige Amerika. En hvid familie (europæiske udvandrere) og en indiansk. Som med Spielbergs tidligere historiske film Amistad og Schindlers liste vil man ikke forsøge at romantisere og mytificere det omfattende projekt, som tv-selskabet TNT i samarbejde med DreamWorks står bag.
Planen er at hyre en overordnet forfatter til at skrive historien (der vil inkludere bebyggelsen af jernbanen, guldfeberen og de utallige problemer det nye land skabte for de indfødte indianere) og derefter hyre individuelle forfattere til at tage sig af hvert enkelt afsnit, præcis som med Band of Brothers, western-serien vil dog være to afsnit længere (12 afsnit på cirka en time).
Ingen instruktører eller skuespillere er blevet valgt endnu, men serien vil løbe over de amerikanske tv-skærme sommeren 2005 – og vil forhåbentlig senere kunne opleves på de danske tv-skærme.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|