 | Christoffer Boe Copyright: Fotograf: Jan Buus | Kritikerpris til Christoffer Boe for Reconstruction Skrevet den 26/8-2003 af Jesper Vestergaard
Christoffer Boes Reconstruction, der allerede i maj høstede international opmærksomhed, da den vandt Caméra d'Or i Cannes, har netop modtaget endnu en vigtig anerkendelse. Den internationale kritikersammenslutning FIPRESCI har valgt at give Christoffer Boe en Grand Prix FIPRESCI som Årets Bedste Nye Instruktør for Reconstruction.
FIPRESCI uddeler løbende priser ved nogle af verdens vigtigste festivaler, men en Grand Prix FIPRESCI gives kun en gang årligt. 160 af sammenslutningens medlemmer fra hele verden har stemt om årets film og årets nye instruktør. Grand Prix FIPRESCI for Årets Bedste Film går til den tyrkiske film Uzak (Distant) af Nuri Bilge Ceylan. Priserne uddeles ved San Sebastian mInternational Film Festival den 18. september.
FIPRESCI citerer den franske kritiker Grégory Valens, som giver filmen disse flotte ord med på vejen: "Lad os ikke være bange for at anvende superlativer: Christoffer Boe er den mest lovende åbenbaring i skandinavisk film siden Lars von Trier. Hans debutspillefilm, som modtog Caméra d'Or i Cannes, byder på en variation over temaet: mødet med kærligheden. Det vokser gennem en vidunderligt gennemarbejdet fortællestil med spring i tid og sted, med blændværker og overraskelser, og med en særdeles ambitiøs filmisk form, som blander 35mm-optagelser og digitale billeder for at komponere en personlig verden, som synes skiftevis isnende og hjertevarm, realistisk og illusionistisk, tidløs og helt moderne".
Reconstruction, der i den forgangne uge også blev tildelt den norske filmfestival i Haugesunds Amanda-pris for Årets Nordiske Debut, får dansk biografpremiere den 26. september.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|