Gibson distribuerer selv sin film Skrevet den 25/10-2003 af Lisa Brygger
Ikke så meget pjat dér, kan man ikke få andre til at arbejde for én, gør man arbejdet selv!
Mel Gibsons nye kontrovertielle film, der for nyligt fik den lidt længere titel The Passion of Christ, har haft problemer med at sikre en distributør. I USA er det lykkedes at skaffe en aftale med det lille selskab Newmarket Films, der tidligere har distribueret Memento, Real Women Have Curves og Whale Rider, så her burde alt glide, men i England og Australien har Gibson og Icon Productions ikke kunne finde en villig samarbejdspartner, så den lidenskabelige filmmand har valgt selv at ordne distributionen – han stod også selv for finansieringen af filmen, så dette er bare endnu en udfordring.
Så langt så godt – filmen har tilmed også fået fastsat en premieredato (i hvert fald i USA). Det bliver den 25. februar 2004, at filmen endeligt vil kunne opleves i biograferne – Askeonsdag, dagen inden fasten.
Så Gibson har muligvis valgt en passende dag, men hvordan filmen vil blive modtaget er en helt anden sag. I de sidste mange måneder har enorme mængder af negativ omtale svirret i pressen, mest fordi filmen er blevet stemplet antisemitisk, men om det vil påvirke publikums interesse må vi vente med at se.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|