Be Cools nye folk Skrevet den 8/1-2004 af Lisa Brygger
Opfølgeren til Get Shorty, der starter optagelserne om et par uger, har nu fået et par nye folk tilføjet rollelisten, der i forvejen består af John Travolta, The Rock, Uma Thurman, Danny DeVito, James Gandolfini, Vince Vaughn og Joe Pesci.
F. Gary Gray har til Be Cool hyret komiker og skuespiller Cedric the Entertainer til rollen som Sin Russell, en pladeproducer og manager for en populær rapgruppe, mens den spirende stjerne Christina Milian (Love Don't Cost a Thing, Torque) har fået rollen som den smukke sangerinde Linda Moon, der opdages af Chili Palmer, hvorefter han forsøger at gøre hende til en stor stjerne.
Filmens største stjerne er dog wrestleren The Rock, der spiller Palmers store projekt. Og efter Be Cool er færdigoptaget skal han selv i gang med et stort projekt – for endnu et computerspil skal filmatiseres. Denne gang handler det om 'Spy Hunter'. Her skal The Rock spille en tidligere F-15-pilot, der nu lever af at jage spioner. Universal satser på en stor sommersucces i 2005, ingen instruktør er endnu fundet, men forfatterparret Mark Swift og Damian Shannon (Freddy vs. Jason og den kommende animationsfilm Shark Tale) er gået i gang med at opdatere det gamle 80’er-arkadespil til en spillefilm.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|