 | Copyright: UIP | Zeta-Jones får alligevel Mr. Pitt Skrevet den 12/2-2004 af Lisa Brygger
Oscar-vinderen Catherine Zeta-Jones får ingen problemer med at føle sig hjemme på settet til sin næste film, opfølgeren til Ocean's Eleven, for selvom hun ikke var med i den første film, så har hun arbejdet sammen med flere af de involverede folk tidligere.
Steven Soderbergh – der instruerede fru Douglas i Traffic - har hyret den walisiske skønhed til at spille Brad Pitts kærlighedsinteresse og filmens kølige lovhåndhæver i Ocean's Twelve.
Zeta-Jones kunne sidst opleves herhjemme i Coen-brødrenes Intolerable Cruelty, hvor hun spillede sammen med George Clooney, som naturligvis vender tilbage i hovedrollen som Danny Ocean, der denne gang fusker rundt i Europa – helt præcist Paris, London, Berlin, Amsterdam, Rom og Monte Carlo.
Julia Roberts, der spillede søster til Zeta-Jones i America's Sweethearts, gentager også sin rolle som Tess, Dannys bedre halvdel. Stort set alle 11 herlige slyngler vender tilbage, inklusiv Matt Damon, Don Cheadle, Casey Affleck og Bernie Mac, som også skal spille overfor Zeta-Jones i Spielbergs kommende The Terminal.
Sidste år glippede muligheden for at spille sammen med Brad Pitt i den kommende Mr. and Mrs. Smith for kønne Catherine, rollen gik i stedet til Angelina Jolie. Denne gang er der ingen til at udkonkurrere Zeta-Jones; kup-filmens bagfolk er henrykte over at have sikret hende til den vigtige rolle.
Optagelserne starter til april, hvilket vil sige, at Catherine Zeta-Jones lige efter skal i gang med optagelserne til en anden fortsættelse, nemlig opfølgeren til hendes store gennembrudsfilm, The Mask of Zorro, fra 1998.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|