Zentropa bag stort Europa-filmprojekt Skrevet den 23/2-2004 af Jesper Vestergaard
”Visions of Europe” er titlen på et nyt stort filmprojekt, hvor 25 europæiske instruktører skal lave hver deres kortfilm og dermed i fællesskab skildre den nye union.
Tovholder for projektet er Zentropa, der udover prominente veteraner som svenske Jan Troell, finske Aki Kaurismäki og britiske Peter Greenaway har fået en række yngre talenter med på vognen. Fra Danmark deltager Christoffer Boe (Reconstruction), Fra Slovenien Demjan Kozole (Spare Parts), fra Italien Francesca Comencini (Carlo Giuliani, a Boy og fra Tyskland Fatih Akin, der stod bag sidste uges Guldbjørnevinder i Berlin, Gegen die Wand. Derudover deltager bl.a. franske Tony Gatlif (Latcho Drom, Gadjo Dilo) og irske Aisling Walsh (Drengene fra Skt. Judes).
Hver er de 25 EU lande er repræsenteret med en instruktør. Udover at deres kortfilm skal vare fem minutter og en deadline den 15. april, er der ingen regler, men derimod ”total frihed til at udtrykke sig”. EU som institution har ingen penge i projektet. Projektets budget er på lidt over fem millioner kroner, som hovedsagligt stammer fra de to TV-stationer ZDF og Arte, som oprindelig kom med ideen til projektet.
Filmene vil blive vist på de to tyske og franske TV-kanaler på EU’s udvidelsesdag, den 1. maj. Derudover er Mikael Olsen, Zentropas mand på projektet, i forhandlinger med en dansk TV-station om visning af projektet, og samtidig er det planen, at der skal laves en biografversion.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|