Dansk filmskolefilm Oscarnomineret Skrevet den 3/5-2004 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Laurits Munch-Petersens afgangsfilm Mellem os fra Den Danske Filmskoles årgang 2003 er nomineret til en Student Academy Award i kategorien ikke-amerikansk film. Academy of Motion Picture Arts and Sciences i Los Angeles udpegede den 29. april dette års fem nominerede film blandt 39 indsendte forslag.
Mellem os er et moderne, humoristisk kammerspil, som udspiller sig i løbet af en aften i en lejlighed med fire unge københavnere. Adam har inviteret sine tre nærmeste til middag: sin elskede kæreste, sin succesfulde storebror og storebrorens smukke kone. Humøret er høj, men der er en helt speciel grund til invitationen. I rollerne ses Kristian Ibler, Helle Fagralid, Thomas Bendixen, Maria Stokholm og Farshad Kholghi.
Laurits Munch-Petersens afgangsfilm har allerede modtaget flere andre internationale priser, blandt andet Juryens Specialpris på Nordisk Panorama i Malmø, og instruktøren blev i 2003 kåret til "Årets Nye Danske Filmfund" af Ny Carlsbergfondet. Laurits Munch-Petersen modtog i 2003 også Nordisk Film- og TV Fonds Manuskriptpris på 200.000 kr. og har netop modtaget udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut til sit første spillefilmprojekt Ambulancen.
Danmark har to gange tidligere hjemført studenter-Oscaren, da Martin Strange-Hansens afgangsfilm Når lysterne tændes vandt den i 2002, og Reza Parsas Grænsen modtog hæderen i 1996.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|