Vikinger i ombygget IMAX-biograf Skrevet den 28/1-2005 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Tycho Brahe Planetariet i København åbner for en ombygget biografsal med premieren på en ny IMAX-dokumentar om vikingernes udlængsel og opdagelsestrang.
Biografen er i en lidt forsinket anledning af 15 års-jubilæet sidste år blevet ombygget med nye og færre sæder, så der er bedre plads i både bredde og længde. Baggrunden for ombygningen var en generel nedslidning af salen, hvor biografen anslår, at 5,5 millioner mennesker har siddet i sæderne på de første 15 år. Ombygningen er finansieret gennem donationer fra en række fonde.
Filmen Vikinger - De rejsende fra nord er en canadisk produktion, som den danske IMAX-biograf også har givet en hjælpende hånd sammen med Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Filmen følger vikingernes udvandring fra Skandinavien og sætter især fokus på opdagelsen af Amerika og den vidtstrakte trang til at udvide det eksisterende verdensbillede, som de eventyrlystne nordboere udviste.
Filmen vises fra lørdag d. 29. januar og indgår i biografens faste program, og den varer 40 minutter.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|