Helen Hunt debuterer med midtvejskrise Skrevet den 10/5-2005 af Lisa Brygger
Oscar-vinder Helen Hunt har vi ikke set meget til i lang tid – ikke siden Woody Allens Skorpionens forbandelse - men nu vender hun stærkt tilbage, for ikke nok med at hun skal spille hovedrollen i filmatiseringen af Elinor Lipmans "Then She Found Me", hun skal også instruere dramaet.
Ifølge Variety har Hunt arbejdet på manuskriptet i syv år og føler derfor stærkt for projektet. Hun har dog efter eget udsagn omskrevet den tunge historie til at være en komedie!
Handlingen udspiller sig omkring en skolelærer med en midtvejskrise. Hendes mand forlader hende, hendes adoptivmor dør og hendes biologiske mor viser sig at være en excentrisk talkshow-vært, der vender op og ned på den stakkels skolelærers liv, og for at gøre situationen endnu mere hektisk, indleder hun også et forhold til en af sine elevers far.
Helen Hunt vil gerne have Diane Keaton og Woody Harrelson til at spille de to sidstnævnte karakterer, og begge skuespillere er i forhandlinger om rollerne. Optagelserne starter senere på året.
Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|