Jubilæumsudgave af Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival Skrevet den 21/10-2005 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
I dag åbner den årlige Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival for den 20. omgang med film for, om og af bøsser og lesbiske. Arrangørerne arbejder frivilligt i løbet af året på at kunne præsentere et program, der både leverer mainstream-underholdning og samtidig får præsenteret publikum for en række film, som ellers aldrig var kommet i nærheden af en dansk biografvisning.
Blandt de mere markante titler på årets program finder man de amerikanske film Mysterious Skin og Tarnation. Sidstnævnte har netop afsluttet sin normale danske biografudgivelse, mens Gregg Arakis Mysterious Skin gæstede landet i foråret i forbindelse med Natfilmfestivalen. Fra en anden filmfestival, nemlig Copenhagen International Film Festival, kommer det britiske drama My Summer of Love, som trak fulde huse ved sine to visninger i august måned. Endelig skal afslutningsfilmen, George Michael-portrættet George Michael - a different story, også nok sælge billetter.
Årets jury udgøres af skuespilleren Troels Lyby, fotografen Tine Harden, teatermanden Morten Kirkskov, manuskriptforfatteren Eva Littauer og endelig instruktøren Martin Strange-Hansen. De uddeler priser til bedste spillefilm, bedste kortfilm og bedste dokumentarfilm – og endelig stemmer publikum også om en Publikumspris.
Arrangørerne har også inviteret gæster til festivalen, som i forbindelse med visninger, events og temaarrangementer er med til at åbne og indgå i diskussionerne om f.eks. religion og homoseksualitet. En oversigt over de mange indslag under festivalen samt det fulde program kan findes på websitet www.cglff.dk, og man kan også få yderligere information i de biografer, som huser festivalen i København (Cinemateket og Empire Bio) og Århus (Metropol og Øst for Paradis).
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|