 | Michelle Williams i Brokeback Mountain
Copyright: Sandrew Metronome | The Broadcast Film Critics uddeler priser Skrevet den 10/1-2006 af Lisa Brygger
Fem ud af de sidste seks gange har The Broadcast Film Critics givet prisen for årets bedste film til den samme film, som nogle uger efter også modtog Oscar’en. I år gav de prisen til Brokeback Mountain, og hvis mønsteret holder, vil den altså også vinde Oscar’en om otte uger. Eller måske ikke! I hvert fald gik Ang Lees kærlighedsdrama hjem med tre priser (bedste film, bedste instuktør og bedste kvindelige birolle) efter at have været indstillet til otte.
Nogle af prissæsonens store vindere – Reese Witherspoon, Philip Seymour Hoffman, Paul Giamatti, Paul Haggis & Robert Moresco og Walter og Trofast - det store grøntsagskup – modtog også et trofæ fra den store filmforening, der for 11. år uddelte deres Critics Choice Awards.
Et par særpriser blev også inkluderet i mandagens store festaften. George Clooney, der havde været nomineret tre gange uden at vinde, fik af Julia Roberts overrakt The Broadcast Film Critics Association's Freedom Award "for at belyse værdierne af frihed, tolerance og demokrati" med sin film Good Night, and Good Luck..
Andy Serkis var også på podiet for at modtage The Broadcast Film Critics Association's Distinguished Achievement in Performing Arts Award "for sit banebrydende arbejde i branchen."
Ud over The Broadcast Critics afholdte andre kritikersammenslutninger også deres årlige filmfest i går. I Chicago blev Brokeback Mountain overset i de store kategorier (den vandt for bedste fotografering og bedste score) til fordel for Crash, mens man i St. Louis belønnede coyboy-romancen med hele fire priser.
Endelig uddelte The National Society of Film Critcs deres priser i weekenden, og her gik hyldesten til Capote og David Cronenberg for A History of Violence. Så er der lagt op til en noget eklektisk filmfest, når Oscar-nomineringerne kommer ud den 31. januar.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|