 | Fra en parodi på en filminstruktør til thrilleren Kandidaten - Nikolaj Lie Kaas spænder vidt. Copyright: Nordisk film - Ole Kragh-Jacobsen | Nikolaj Lie Kaas i thriller Skrevet den 10/7-2007 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Det Danske Filminstitut har netop bevilget 6 mio. i støtte til en ny dansk spillefilm med titlen Kandidaten. Filmen, der er en thriller, instrueres af Kasper Barfoed og produceres af Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film i samarbejde med TV 2/Danmark og SF Film med støtte fra CANAL+ og TV 2 Norge.
Fars mystiske død hænger som en skygge over Jonas Nymann (Nikolaj Lie Kaas) - talentfuld forsvarsadvokat med sigte mod stjernerne. Jonas er hårdtarbejdende, rationel og har blikket stift rettet mod sin fars gamle job på det succesrige advokatkontor Schiller & Nymann. Men da jobsamtalen endelig oprinder, går alting galt. Frustreret og desillusioneret går Jonas på voldsom druk og ender i seng med en fremmed pige. Næste morgen ligger hun død på badeværelset i et lejet hotelværelse. Brutalt myrdet. Jonas kan intet huske af gårsdagens begivenheder, og snart står han anklaget for et mord, han ikke har begået. Eller har han? Hans kæreste og hans bedste ven begynder gradvist at tvivle, og Jonas må flygte alene ud i natten.
Instruktør Kasper Barfoed udtaler: ”Jeg har længe været på jagt efter det rigtige projekt, og da Miso Film præsenterede mig for manuskriptet til Kandidaten, tog det mig ikke mange øjeblikke at slå til. Jeg glæder mig utrolig meget til at skulle arbejde med Stefan Jaworskis page-turner af et manuskript, som er spændende, tempofyldt og konstant overraskende. Samtidig ser jeg frem til at arbejde med så stærkt et ensemble af skuespillere”.
Producer Jonas Allen tilføjer: ”Kandidaten er rendyrket thriller, som vi forventer os meget af, og vi glæder os til at give publikum en spændende, og i dansk sammenhæng, nyskabende film. Kasper Barfoed har med sine tidligere film Min søsters børn i Ægypten og Tempelriddernes skat vist, at han behersker genrefilm, og vi er overbeviste om, at han kommer til at levere en sublim thriller, der forhåbentligt trækker rigtig mange folk i biografen.”
Optagelserne starter i oktober måned 2007, og Kandidaten forventes at få premiere til efteråret 2008.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|