Succesinstruktør indspiller sin næste film i Århus Skrevet den 9/10-2007 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Århus kommer igen på filmlandkortet, når instruktøren Lotte Svendsen til sommer går i gang med optagelserne til sin tredje spillefilm. Filmen har arbejdstitlen Wings of Love og skal optages i Århus.
Filmen er en kærlighedshistorie om forholdet mellem en russisk pige, der kommer til Århus for at studere på konservatoriet og en lokal desillusioneret indvandrerdreng. "Det er en meget romantisk kærlighedshistorie om forholdet mellem de to hovedpersoner, der mødes i Århus og som sammen bliver nødt til at finde tilbage til det gode her i tilværelsen", fortæller Lotte Svendsen, der glæder sig over udsigten til at optage sin tredje spillefilm i Århus.
"Det er lidt besynderligt, at der ikke bliver lavet flere film i Århus end der gør. For Århus er en fantastisk by med mange kontraster og en meget inspirerende by. Der er det hårde og barske ude i nogle af forstæderne, mens byens indre er fuldt med danmarkshistorie og stor skønhed. Så det bliver fantastisk at optage en ny spillefilm 100 procent i Århus - det glæder jeg mig meget til", tilføjer filminstruktøren.
Wings of Love bliver en co-produktion mellem producer Per Holst, der står bag succeser som Pelle Erobreren, Klinkevals og en stribe af Nils Malmros' film, og så det århusianske filmselskab Radiator Film.
Optagelserne til Wings of Love går i gang til sommer 2008. Udover optagelser over det meste af Århus, skal resten af filmen optages i filmstudierne i Filmby Århus.
Kilde: Radiator Film
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|