 | Copyright: SF film | Stallone ser rødt Skrevet den 15/11-2007 af Michael Wadsholt
Gode gamle Sylvester Stallone ser ud til at have fået sin anden ungdom i disse år. Tidligere på året gik han endnu en omgang i ringen som Rocky Balboa, og næste år vender han tilbage som John Rambo. Det blev en stor succes for Stallone at genoplive Rockyfiguren på film, og filmen indspillede for langt over en halv milliard kroner på verdensplan.
Nu forlyder det, at Stallone er i forhandlinger om at spille hovedrollen som en helt almindelig mand, der går på et blodigt hævntogt, efter hans kone og datter bliver angrebet, i en genindspilning af den ultimative selvtægtsfilm: Charles Bronson-klassikeren En mand ser rødt.
Filmselskabet MGM håber at få Sylvester Stallone ombord snart. Ikke kun som skuespiller men også som instruktør af filmen, og de forventer, at produktionen af filmen kan starte inden marts næste år, men den nuværende strejke blandt Hollywoods manuskriptforfattere kan dog udsætte startdatoen.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|