 | Copyright: Nordisk Film | To danske Directors Guild nomineringer Skrevet den 15/1-2008 af Michael Wadsholt
Da Directors Guild of America annoncerede de nominerede til årets Director Guild Awards i dokumentarfilm og Tv-kategorierne, dukkede der et par danske navne op af posen.
Instruktøren Asger Leth er nomineret til bedste instruktion af en dokumentarfilm, for sin Ghosts of Cité Soleil, en film der var den mest sete danske dokumentarfilm i de danske biografer i 2007. Det var en tydelig stolt Asger Leth som bl.a. udtalte dette om den prestigefyldte nominering: "Det her er noget af det største, man som instruktør kan komme ud for. Hvor nogle af de andre filmpriser ofte bliver klandret for at blive tildelt ud fra politiske issues, er dette en ægte filmmakers award. Det er en kæmpe ære".
Kim Magnusson, direktør for Nordisk Film Production, siger: "Dette er et kæmpe skulderklap til Asger og produktionsteamet", og fortsætter; "Jeg er meget stolt af holdet og den indsats det har krævet, at skabe så seværdig og vigtig en film".
Og som om nomineringen til Asger Leth ikke var nok, så var der også en nominering til danske Mikael Salomon. Salomon startede sin karriere i Danmark som filmfotograf, og hans Hollywood-arbejde tæller bl.a. fotografering af film som Steven Spielbergs Always og James Camerons Dybet. Sidstnævnte en film Salomon endda opnåede en Oscarnominering for. I starten af 90'erne gik Salomon over til instruktørarbejdet, og foruden at instruere et par film, har han arbejdet meget på tv, og har bl.a. instrueret afsnit af tv-serier som Alias, Band of Brothers og Rome. Mikael Salomon er i år blevet nomineret til en Directors Guild i kategorien "bedste instruktion af en tv-film/mini-serie", for sit arbejde på den meget roste mini-serie The Company.
Årets Directors Guild prisuddeling finder sted lørdag den 26. januar.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|