 | Copyright: Universal Pictures | Roy Scheider død Skrevet den 12/2-2008 af Michael Wadsholt
Manden der i rollen som Chief Brody i Steven Spielbergs Dødens gab udødeliggjorde ordene: "Smile you son of a bitch!", er død. Scheider døde den 10. februar efter at have kæmpet mod en kræftsygdom igennem nogle år. Han blev 75 år gammel.
Roy Scheider startede sin karriere på teater og tv i 1960'erne, og medvirkede også i en række mindre film, inden gennembruddet kom i starten af 70'erne. 1971 blev året hvor Scheider rigtig brød igennem på den store scene. Først med en rolle overfor Jane Fonda og Donald Sutherland i thrilleren Klute, og derefter i William Friedkins genredefinerende The French Connection. Roy Scheider blev nomineret til en Oscar for sin rolle i filmen, der vandt hele 5 Oscars i 1972. Bl.a. for årets bedste film.
1970'erne var i det hele taget gode ved Roy Scheider, og i 1975 kom så rollen, som de allerfleste nok forbinder ham med. Som den retskafne Chief Brody i Steven Spielbergs kæmpehit Dødens gab. Scheider fortsatte i 70'erne med flotte præstationer i bl.a. Marathonmanden, og spillede igen med i en af William Friedkins film, da de sammen lavede Frygtens pris, en genindspilning af den franske klassiker af samme navn fra 1953.
I 1978 gentog Scheider rollen som Chief Brody i den ikke helt uefne Dødens gab 2, og året efter spillede han hovedrollen i Bob Fosses fantastisk musical All That Jazz. Schneider modtog endnu en Oscarnominering, og filmen vandt bl.a. de Gyldne Palmer i Cannes.
80'erne bød bl.a. på hovedrollen i science-fiction filmen 2010: Den anden rumrejse, efterfølgeren til Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001. Fra midten af 80'erne og fremefter opnåede Scheider aldrig de helt samme højder som han nåede i 70'erne, men Scheider var en skuespiller som altid gik ind til sine roller med en stor professionalisme, og han var aldrig andet end seværdig.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|