 | Copyright: DOX BIO | Omar Shargawi vinder Nordisk Film Prisen 2012 Skrevet den 11/4-2012 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi vandt her til aften Nordisk Film Prisen 2012, der uddeles til en ung filmskaber, som har bevist sit talent, men som stadig må forventes at have fremtiden foran sig.
Shargawi, der debuterede som filminstruktør i 2008 med Gå i fred, Jamil og som siden har gjort sig bemærket med to stærke og personlige dokumentarfilm - Fra Haifa til Nørrebro og 1/2 Revolution - ligner et oplagt valg til at modtage prisen, som er på 1.000 kroner for hvert år Nordisk Film er gammel. Prisen i 2012 er på 106.000 kroner.
Shargawi modtog selv prisen ved aftenens åbningsarrangement for den årlige filmfestival i København - CPH PIX. Her blev prisen overrakt af Thomas Heinesen fra Nordisk Film, og han sagde blandt andet i sin motivation: "Han er ikke bange for at skabe billeder, der er insisterende i deres udtryk, og film som på én gang er både moderne og klassiske – med enkle og universelle temaer".
Årets filmfestival blev efter prisen til den talentfulde instruktør, hvis eksplosive og dynamiske filmsprog, man blev mindet om i den korte video, som afslørede vinderen, afløst af verdenspremieren på det anderledes stillestående og noget kunstlede teaterstykke "Dreyer - Den danske tyran", som ganske passende fandt sted i Dagmar Biografens store sal - i den biograf, hvor Carl Th. Dreyer sluttede sit virke som biografdirektør. Stykket var med undtagelse af få inspirerede lyspunkter ikke den dramatiske indføring i den danske mesterinstruktørs karriere, som man kunne have ønsket.
CPH PIX 2012 blev onsdag aften anderledes effektivt skudt i gang i Palads Biografen, da et talstærkt publikum var mødt op til forpremiere på den finske sci-fi-film Iron Sky, som anmeldes her på siden til dens regulære premiere d. 19. april.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|