Jeunet vandt i Tjekkiet Skrevet den 16/7-2001 af Jesper Vestergaard
Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet løb med førsteprisen, Krystalglobusen, ved den 36. Internationale Filmfestival i Karlovy Vary, Tjekkiet. Han modtog prisen for filmen Le fabuleux destin d'Amélie Poulain, der har bl.a. Mathieu Kassovitz i en af hovedrollerne.
Også Danmark har grund til at være tilfreds, idet priserne for bedste mandlige og kvindelige skuespillere gik til de to svenskere Viveca Seldahl og Sven Wollter, der spiller hovedrollerne i Bille Augusts seneste film En sang for Martin (se billedet).
Jeunet har nærmest opnået kultstatus i løbet af halvfemserne for smukke og fantasifulde film som Delikatessen (1991) og De fortabte børns by (1995), som han lavede sammen med Marc Caro. Hans seneste film før Amélie var Alien: Ressurrection fra 1997.
De øvrige store priser i festivalens spillefilmkonkurrence var Juryens Specialpris, der gik til polske Robert Gliñski for filmen Czeúã Tereska, og instruktørprisen, der gik til Ibolya Fekete for den Ungarsk/tysk/kroatisk/chilenske co-produktion Chico. Der var desuden specielle udmærkelser til den iranske Qateh-Ye Natamam af Maziar Miri og den mexicanske Perfume de violetas af Maryse Sistach fra den otte mand store internationale jury, der udover formanden, den polske instruktør og producer Krzysztof Zanussi, bestod bl.a. af biografaktuelle Jafar Panahi fra Iran og danske Lissy Bellaiche.
Festivalen i Karlovy Vary vest for Prag har en lang historie bag sig. Den er blandt Europas ældste og har formmæssigt levet en omskiftelig tilværelse under den sovjetiske besættelse af landet. Den første festival afholdtes i 1946 og i år løb den af stablen for 36. gang. I løbet af halvfemserne har festivalen igen vokset sig til en international begivenhed med stor bevågenhed, som især unge fra hele landet drager til og sover i telte eller under den åbne himmel som til de store rockfestivaler.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|