Marcia Gay Harden er født i La Jolla, Californien, og uddannet ved Tisch School of the Arts i New York.
Marcia Gay Harden havde spillet teater på Broadway, da hun debuterede på film i Miller's Crossing (1990), hvori hun spiller Verna, gangsteren Leos vampede kæreste. Hun havde en anden meget rost rolle i Used People (1992). Derefter fulgte roller i mindre film som den new zealandske road-movie Crush (1992) og The Spitfire Grill (1996).
Til trods for sit uomtvistelige talent har Marcia Gay Harden haft svært ved at finde passende roller. Hun har spillet Leslies Nielsens hustru i den ikke just roste Spy Hard (1996), Robin Williams’ forlovede i den letbenede Flubber (1997) og Anthony Hopkins’ datter i Meet Joe Black (1998), der floppede. Men 10 år efter sin debut er hun ved at opnå den anerkendelse hun fortjener: hun vakte opmærksomhed i Space Cowboys (2000) og vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle for Pollock (2000), hvor hun leverer en imponerende præstation som Jackson Pollocks hustru Lee Krasner.
Udvalgt filmografi af øvrige titler: Gaudi Afternoon (2001) Just Like Mona (2001) Curtain Call (1999) Meet Joe Black (1998) Desperate Measures (1998) Flubber (1997) The Daytrippers (1996) Spy Hard (1996) The Spitfire Grill (1996) The First Wives Club (1996) Safe Passage (1994) Used People (1992) Crush (1992) Miller's Crossing (1990)
(Af Pernille Flensted Jensen) |