Der er en helt tydelig formular, der skal følges, når man taler om strømlinede amerikanske komedier. Her er det vigtigt at følge den sædvanlige brugerdefinition, for det er en skematisering, der har vist sig at være en succes i billetsalget. Har man derfor et behov for at se en film, hvor der tænkes udenfor boksen, er det nok ikke en film som Fars sygt fede bilferie, man skal tage ind og se her i den sene sommervarme.
 |
Copyright:
Warner Bros. |
På den anden side er det også en formular, der virker, når de jokes, der befinder sin indeni den allerede tilrettelagte boks, virker, som de skal. De gør de heldigvis i Fars sygt fede bilferie, der basker sig behageligt i sine egne begrænsninger og som går helt derud, hvor man kan i det censurerede filmland. Fars sygt fede bilferie er måske ikke altid, hvad den intellektuelle kreds ville kalde god humor (det er på den anden side heller ikke målgruppen), men det er stadig underholdende og, ja, ofte også sjovt. Især i en familiekomedie som denne nok må siges at være, er det sjældent, at vi finder så grovkornet humor, som der til tider indtager lærredet i denne halvanden time.
Død, pædofili og voldtægt er normalt ikke noget, man som tilskuer kæder sammen med en god, gammeldags amerikansk familiekomedie, men Fars sygt fede bilferie tager skridtet videre og er ikke bange for at chokere sit publikum – uden at der dog nogensinde er tydeligt tænkt i at chokere. Dette er dens største force. Den største svaghed ligger et helt andet sted. Her skal vi årevis tilbage til Chevy Chase, den oprindelige Griswold-familie og en mand ved navn John Hughes.
 |
Copyright:
Warner Bros. |
Nu afdøde Hughes havde nemlig et talent for at have hjerte med i alle sine film og tilsyneladende elske alle personerne i disse så meget, at vi som publikum også blev nødt til at overgive os. Den magi ligger i baghovedet med en film som Fars sygt fede bilferie og selvom det kan virke uretfærdigt at dømme en film på dens forgænger, er det svært ikke at lade være. Fars sygt fede bilferie mangler den entusiasme og det hjerte, der var med til at drive de oprindelige film og så kan man have nok så mange politisk ukorrekte jokes med i spillet. Hvis hjertet mangler, er der ikke meget at gøre.
Fars sygt fede bilferie ender derfor med at være en sjov film, der dog ikke giver de samme varme følelser, som den oprindelige film om den kiksede Clark Griswold. Det er en film, der ofte går over grænsen for god smag og det er den overtrædelse, der giver den sin kvalitet og godkendt stempel indenfor dårlig smag. Som kommende klassiker har den dog ikke meget at konkurrere med.
|
