Da Adam Wingard kom til det sidste Comic Con med sin seneste film The Woods vakte han glæde i horrorverdenen, for hver gang Wingard laver en film, skaber det glæde i en verden, der tidligere jublede over eksempelvis A Horrible Way to Die, You’re Next og The Guest, der også havde Wingard bag kameraet. Men hurtigt kom The Woods også i en mere international radar, da det hurtigt gik op for den tilstedeværende kulturpresse til Comic, at der her var tale om den næste film om Blair Witch. Og The Woods blev nu til Blair Witch. Heksen var født på ny.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Den unge James har i årevis tænkt på sin søster Heather, der forsvandt ude i skoven i Burkittsville, Maryland. Hun forsvandt sammen med to andre i sin jagt efter Blair-heksen og nu er et mystisk bånd dukket op på YouTube, hvor James er overbevist om, at han har set sin forsvundne søster. Sammen med tre venner tager han ud i skoven for at finde søsteren og dokumentere sin færd. Men heksen lurer stadig i skyggerne...
At få Wingard og hans sædvanlige makker, manuskriptforfatter Simon Barrett til at lave efterfølgeren til The Blair Witch Project fra 1999 er lidt af en genistreg, for de to herrer kan i den grad finde ud af at lave en uhyggelig film, hvad end den befinder i en subgenre af slasher, house-invasion, sci-fi eller, som her, found-footage. Med en så risikabel film som en efterfølger til den næsten mytisk populære The Blair Witch Project er det vigtigt at have nogle mennesker i front, der kender genren bedre end heksen kender sin egen skov.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Blair Witch skuffer da heller ikke, selvom det er den svageste film i Wingards efterhånden imponerende resumé. Den har nye tricks i ærmet, som primært har at gøre med den nye teknologi vi i dag har til rådighed og som Heather og co. ikke havde adgang til dengang i 1999. Det bedste ved dette er, at Wingard nemt kommer udenom det søgte kamera, der ellers ofte er med til at frustrere i stedet for at underholde publikum. Det værste er derimod, at Blair Witch også afhænger for meget af jumpscares, der måske kan undskyldes med den stigende desperation, der er at finde hos vores hovedpersoner, men som nok mest af alt har at gøre med den irriterende måde mainstreamskræk bliver overført til kameraet i 10’erne.
Men der er også tabte muligheder. En truende infektion bliver aldrig rigtigt brugt til andet end en body-horrorscene, der vil få fans til at smile af fryd og en de sidste scener minder mindre om found-footage end det minder om et computerspil. For at balancere det, indeholder Blair Witch også en særdeles ubehagelig scene, der minder os om ikke krybe gennem tunneler og elegante tilbageblik på den film, der skabte det hele uden at underminere den film, der er der nu.
Men det vigtigste er, om den virker og om den kan holdes op imod dens forgængere. Svaret er, at den kan den. Blair Witch er uhyggelig, fordi den spiller på alle tangenter. Klaustrofobi, body-horror og mistillid gruppemedlemmerne imellem er alle med til at skabe en film, der vil komme til at virke for de fleste, også selvom det måske kun er i kortvarige øjeblikke. Som fan af skrækfilm er Blair Witch til dels en undervældende oplevelse, da det er nemt at forvente alverden fra Wingard og Barrett. Ser man det dog kun som en fortsættelse af The Blair Witch Project, som i mange andres hænder ville være nem at affeje, er det dog en sikker succes.
|
