Det er altid en svær øvelse, når en kunstner skal følge op på en succes. Forventningerne er som regel enorme, og ikke så sjældent ender det i skuffelse. At sige Tom Fords opfølger på hans fænomenale debutfilm A Single Man skuffer, er ikke rimeligt, men noget mesterværk er Natdyr desværre heller ikke. Filmen vinder kun delvis genklang hos denne anmelder, fordi filmen bliver noget mekanisk i sin tematisering af sammenspillet mellem kunst og virkelighed.
Filmens overordnede fortælling handler om Susan, spillet Amy Adams. Susan har den perfekte mand, som er hende utro, det perfekte hjem, som består af trist beton og kolde farvetoner, og det perfekte job som kurator på et kunstgalleri, hvilket var hendes nødplan fordi hun ikke turde forfølge hendes kunstnerdrømme. Det virker noget fortærsket, men skulle man være i tvivl, så sørger lange indstillinger af Amy Adams, der stirrer sørgmodigt frem for sig, for at understrege at Susan befinder sig i sit livs krise.
 |
Copyright:
UIP |
Da Susans eksmand, Edward, sender hende manuskriptet til hans seneste roman søger hun tilflugt i romanens brutale fortælling, som bliver en fortælling i fortællingen. Her bliver ægteparret, Tony og Laura, sammen med deres datter overfaldet af et par rednecks på en øde landevej i Texas. Dette udvikler sig til en tragisk historie om hævn. Filmen veksler nu mellem Susan, der tænker tilbage på bruddet med eksmanden, og udfoldelsen af romanens hævnfortælling.
At Jake Gyllenhaal spiller både Tony og eksmanden, Edward, og Laura spilles af Isla Fisher, der ligner Amy Adams til forveksling, fortæller os at Susan har engageret sig personligt i fortællingen. Den har forstyrret hendes kolde ydre og sat fornyet gang i hendes følelsesliv.
For Susan bliver kunsten mere virkelig end virkeligheden og det illustreres også i filmens visuelle side, hvor Susans virkelighed manifestere sig i kølige og velkomponerede billeder, der virker opstillet som noget fra modeblade, mens romanens fiktive univers gengives mere sanseligt med håndholdt kamera og naturlige farver.
 |
Copyright:
UIP |
Romanens sanselige og emotionelle slagside er svær at slippe, men den flyder ikke rigtig over i filmens egentlige fortælling om Susan. Filmen står og falder med denne udveksling mellem plottets forskellige lag, men desværre forbliver Susans verden gold og kold fra start til slut. Og selvom det nok skal illustrere at Susan er fortabt, så nytter det ikke rigtig noget hvis tilskueren ikke rigtig er revet med i hendes fortælling.
Fords Natdyr er fejende smuk, men den virker også lidt fortænkt og mekanisk. Denne anmelder blev primært ramt af fortællingen i fortællingen, som med sit brutale indhold og rå hævnmotiv ramte dybt i mellemgulvet og fremkaldte nogle følelser, der var svære at ryste af sig efterfølgende. Men selve rammefortællingen om Susans livskrise, der roterer omkring kunst, anger og kærlighed føles mere som en studentikos stiløvelse med langt mindre slagkraft.
|
