| talent > fordomme |
| |
Det biografiske drama kan gribes an på mange måder, men hvis man ikke har en original idé, så har genren en fuldstændig driftssikker manual liggende, som kan tages i brug. Og du godeste, hvor bliver den brugt i Theodore Melfis pæne og veldrejede drama om et par af de kvinder, der helt i strid med tidens toner endte med at få betroede stillinger i det NASA, der kæmpede en brav kamp for at få en astronaut helskindet ud i rummet.
 |
Copyright:
Fox film |
Historien om borgerrettighedskampen i 60’erne er fortalt mange gange på film. Ofte med fokus på netop kampen. Protestmarcherne, de karismatiske ledere, oprørstrangen og konfrontationen med det forældede, racistiske samfundssystem. I Hidden Figures fortælles med humoristisk glimt i øjet om den institutionaliserede racisme og om hvordan talent ender med at overvinde fordommene. En positivt ladet historie fra et mørkt kapitel i det unge amerikanske samfunds historie, hvor racismen skyldes dumhed og uvidenhed snarere end inkarneret ondskab. Måske for pæn en skildring i manges øjne, men det skal ikke tage den umiddelbare underholdningsværdi og den øjeblikkelige charme fra Melfis høflige filmatisering.
Centralt har vi et stærkt trekløver i form af Taraji P. Henson, Janelle Monáe og Oscar-nominerede Octavia Spencer, der spiller de tre skjulte personligheder, som titlen refererer til. De har alle tre eksisteret og arbejdet for NASA, hvor de var med bag de store landvindinger i matematikkens og geometriens verden, som endte med at sende en mand til månen. De fungerede som menneskelige computere i selskab med mange andre, hvor de mange komplicerede beregninger i rumfartsprogrammet blev gennemført manuelt. Det arbejde krævede de bedste af de bedste, og både hvide og sorte bidrog, men sidstnævnte gruppe var blot placeret i deres helt egen bygning, som kun nødig blev besøgt af den afdelingsleder, som fordelte arbejdsopgaverne.
Det overordnet atypiske ved tre sorte kvinder i så ansvarsfulde hverv i slut-50’erne noteres med overraskelse af en landbetjents i filmens anden åbningsscene, der slår tonen helt præcist an. Første indslag i filmen er et flashback til vores talentfulde hovedperson Katherines barndom, hvor hun bliver optaget på en skole for særligt intelligente (hvis vi nu skulle være i tvivl). Den kunne man godt have undværet, men fra landbetjenten og frem står det klart, at Hidden Figures skildrer tidens kvaler med humoristisk overskud og en sikker musikalsk fornemmelse. Det ændrer dog ikke ved, at vejen frem i verden, når man befinder sig i den mørke kælder hos NASA er lang. Selv da Katherine bliver forfremmet, må hun stadig krydse på tværs af de mange bygninger i Langley for at benytte toilettet forbeholdt hende, og hendes kolleger får snart sat en "Colored only"-kaffekande op på kontoret.
 |
Copyright:
Fox film |
Katherine beslutter sig dog snart til at regne bukserne af de andre, og snart udfordrer hun afdelingens chefingeniør Paul Stafford og fascinerer afdelingens leder Al Harrison i Kevin Costners altid sympatiske skikkelse. Han er naturligvis for verdensfjern til at se den urimelige forskelsbehandling, men da konsekvenserne begynder at gå op for ham, bliver han ikke overraskende en nær allieret. Sideløbende følger man Mary Jacksons karriere, der udspiller sig i vindtunnellerne hos den ansvarlige rumskibsbygger, og til dels i retssalene, hvor hun kæmper for at få lov til at følge præcis det kursus på en 'hvid' skole, som skal til for at blive NASA-ingeniør – og Octavia Spencers varme Dorothy Vaughan indser som en af de første, at man nok hellere må holde sig på god fod med det nye monstrum som IBM installerer hos NASA, så hun sikrer, at alle hendes piger lærer Fortran og dermed udmanøvrer alle de kloge mænd.
Problemerne løser sig med andre ord stille og roligt. Vores tre hovedpersoner er dygtigere, mere rolige og overbærende og selvfølgelig også mere forudseende end alle andre. Man overraskes ikke, når de hiver en særlig sindrig formel eller betragtning op af lommen, og løsningerne på deres problemer er lette og ubesværede. Der er bestemt ikke mange kanter at river sig på i Hidden Figures, men den fortæller charmerende og velfungerende om et for mange helt skjult kapitel i rumfartens formative år, hvor i hvert fald tre sorte kvinder gjorde en verden til forskel for både egne forhold og rettigheder i et samfund, der stadig sad fast i fortidens forældede verdenssyn, men så sandelig også for NASAs evne til at lykkes med at slå russerne i det indædte rumkapløb op gennem 60’erne.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
