En skøn lille dreng løber ud i et øde bakket landskab med kun få træer. Drengen står stille, breder sine arme ud, som vil han omfavne og indtage det hele. Så lyder en stemme op mod bakken: Saroo, Saroo. Det er storebror, der kalder – og sammen løber de ind mod byen, hvor de søger mod jernbanestationen for i en ret så farlig manøvre, at stjæle kul fra et kørende tog, som de omsætter hos den lokale kulhandler på markedet. Vi er i Indien, den aller-aller fattigste del, i et mini landsbysamfund, hvor børnenes chance for mad, afhænger af deres evne til at tigge – eller stjæle.
 |
Copyright:
Scanbox |
Ene mor, fattig, kærlig, smuk og omsorgsfuld over sine børn – der trods usle kår, ingen skolegang, klarer sig igennem. Lille 5-årige Saroo er opvakt og kvik. Dagligt afsøger de to brødre sammen mulighederne for overleve. En dag da den lille purk kort efterlades på banegården gennemsøger han et par tomme wagoner. Efter at have ventet et par timer lå broderen, falder han i søvn – og så starter hans ufrivillige rejse mod Calcutta 1.600 km væk fra landsbyen. Ingen kender hans hjemby, som han knap nok kan udtale navnet på. Saroo sover på gaden, i tunneler, sammen med storbyens mange gadebørn – et stykke pap er hans seng fremover. Saroo er en overlever. Vi oplever millionbyen Calcuttas fattigdom, uhygiejniske forhold og umenneskelige måder at behandle fattige. Så tager politiet over. Opgiver at finde hans landsby, afleverer ham på et børnehjem, for til sidst at sendeham til et adoptionscenter.
Og nu begynder en ny historie. En australsk familie adopterer den lille kvikke dreng. Nu fokusere vi i raske klip på opvæksten: Fire, seks, otte, tyve år frem, hvor vi gennem årene oplever den vellykkede integration, ikke mindst takket være de ny forældres ægte omsorg fremragende spillet af Nicole Kidman og David Wenham. Saroos liv er en mønsterhistorie; han (Dev Patel) elsker og genelskes af sine adoptivforældre. Alligevel søger han (med Googl Earth) efter sin oprindelse. Med et større matematisk detektivarbejde lykkes det ham at finde et muligt svar. Samtidigt har han dårlig samvittighed overfor adoptivforældrene. Mor Kidman, den superkorrekte, forklarer, at når de adopterede var det ikke fordi de ikke kunne få børn, men fordi der var så mange fattige børn verden over.
 |
Copyright:
Scanbox |
Den debuterende instruktør Garth Davis har taget udgangspunkt i romanen "Long Way Home" – læg der til, at historien har sin rigtighed. Vi er (be)rørte, som når vi sidder med kaffekoppen foran tv-skærmen og ser "Sporløst", en udsendelse, netop om familiebånd. Lion er kvikt professionelt fortalt i smukke billeder – og ikke mindst Saroo fortjener året barneskuespiller pris.
Men ak, trods gode viljer, sympati og respekt, så er filmen så politisk korrekt, at det næsten gør ondt. At vi afslutningsvis skal se et glimt af de ægte personer omfavne hinanden, styrker ikke, som man måske kunne tro, den kunstneriske ægthed. Lion er en sød velspillet menneskelig australsk film – der nærmer sig en række påtrængende problemer (fattigdom, magtmisbrug, børn der kidnappes, forsvinder, ulandsadoption, integration) – men skøjter forbi, i sin egen selvforståelse. En feel-good film, som da også har givet filmen seks Oscar nomineringer.
|
